Vidste du? Så let bliver din stemme ugyldig
Mange danskere udfylder stemmesedlen forkert, og selv den mindste fejl gør din stemme ugyldig. Se her, hvordan du stemmer korrekt.
Sæt et kryds og kun et kryds. Selv den mindste fejl på stemmesedlen gør din stemme ugyldig.
Sæt et kryds og kun et kryds. Selv den mindste fejl på stemmesedlen gør din stemme ugyldig. Foto: HOVE OLESEN PETER/POLFOTO


Man skulle ikke tro, at det kunne være så svært at sætte et kryds på stemmesedlen i stemmeboksen, men det kan faktisk let gå galt.

Den danske lovgivning er nådesløs, hvis du ikke gør det korrekt, hvilket flere og flere danskere gør.

- Da man i sin tid indførte en afstemningsrubrik på valgsedlen foran kandidaten og partiet, kom der en voldsom stigning i ugyldige stemmer, for folk udfyldte rubrikken forkert typisk ved at skravere rubrikken i stedet for at sætte et kryds, forklarer Alex Weinreich, cand.jur. og en del af valggruppen i Randers Kommune, til Ritzau Fokus.

Han er en del af den valggruppe, Randers Kommune har sat til at gøre noget ved problemet. Ved det seneste valg i 2011 blev kommunen meget overrasket over, hvor mange, der havde udfyldt stemmesedlen forkert.

- Udfylder man den ikke korrekt, ryger den altså i bunken med ugyldige stemmer, og så er stemmen simpelthen spildt, forklarer han.

Det sker ikke fordi, et computersystem ikke kan aflæse stemmesedlen, for de kontrolleres alle sammen manuelt. Faktisk bliver en ugyldig stemmeseddel undersøgt hele fire gange, inden den endegyldigt kasseres. Det er dog ikke i et forsøg på at tyde, hvad vælgeren mon egentlig mener. Det er for at være juridisk sikker på, at man kan kassere den.

- Det er jo enormt ærgerligt at stå med ugyldige stemmesedler, hvor man egentlig godt kan se, hvad vælgeren har stemt. Derfor har vi i Randers fået hængt en guide op på valgstederne, der minder folk om det her problem og viser dem, hvordan man gør det korrekt.

Når lovgivningen er så nådesløs på dette område, sker det af flere grunde. Der må først og fremmest ikke være nogen tvivl om, hvad vælgeren har stemt på.

En anden grund er, at loven skal sikre "det hemmelige valg".

- Hvis nu en politiker i en kommune har betalt en række personer for at få deres stemmer, kan politikeren, der har adgang til stemmerne, tjekke det, hvis samtlige personer laver den samme "fejl" på stemmesedlen. Derfor skal stemmesedler være ens og dermed anonyme, siger Alex Weinreich.

En sidste, men meget aktuel fejl, vælgerne kan begå, er at tage en selfie i stemmeboksen af dem selv og stemmesedlen. Det er direkte ulovligt at poste billeder på Facebook eller Instagram af sin stemmeseddel. Men hvad straffen helt præcist er for at lægge et 'forbudt' foto fra valgboksen op på de sociale medier, tør Alex Weinreich ikke komme med et bud på.

Fakta: Den ugyldige stemmeseddel

Skraverer du den lille afstemningsrubrik i stedet for at sætte et kryds, kasseres din stemmeseddel. Det samme gælder alle andre symboler end et kryds.

Sætter man flere krydser ud for den samme kandidat, kasseres din stemme også.

Fortryder du dit valg af parti eller kandidat, skal du bede om en ny stemmeseddel. Streger du et parti eller en kandidat ud for at stemme på en anden, er din stemme ugyldig.

Understreger man et kandidatnavn eller et parti, er stemmen ugyldig, uanset om man har sat sit kryds korrekt.

Tager du et bilede af din stemmeseddel, har du direkte begået en ulovlighed.

Kilde: Alex Weinreich/ Valggruppen i Randers Kommune

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.