Vidne løj: Drabsdømt renset efter 39 år i fængsel
Udsagn fra 12-årig dreng sendte i 1975 Ricky Jackson bag tremmer. Nu bliver han løsladt.
Manuel Velez dukker her op (tv), efter at være blevet løsladt fra Huntsville-fængslet i Texas 8. oktober. Han var ligesom Ricky Jackson uskyldigt dømt for drab.
Manuel Velez dukker her op (tv), efter at være blevet løsladt fra Huntsville-fængslet i Texas 8. oktober. Han var ligesom Ricky Jackson uskyldigt dømt for drab. Foto: Michael Graczyk/AP


En amerikansk mand kan fredag vandre ud i friheden efter at have siddet indespærret i et fængsel i 39 år for et drab, som han ikke begik.

Ricky Jackson blev dømt til døden på baggrund af et vidneudsagn fra en mindreårig dreng. Hovedvidnet, der i dag er 53 år, har nu trukket sin forklaring tilbage.

Onsdag frafaldt en dommer i Cleveland, Ohio, derfor alle anklager mod den nu 57-årige Ricky Jackson.

Han bliver dermed den uskyldigt dømte, som har tilbragt længst tid i et amerikansk fængsel.

Ricky Jackson blev i 1975 fundet skyldig i, sammen med to andre, at have dræbt en forretningsmand i Cleveland.

Hovedvidnet var den 12-årige Eddie Vernon, der hævdede at have overværet drabet. Vernon siger nu, at han ikke var vidne til overfaldet. Ingen andre beviser knytter Jackson til forbrydelsen.

Advokater i organisationen Ohio Innocence Project fik sagen genoptaget, efter at Vernon havde fortalt en præst, at han sad i en skolebus, da drabet fandt sted. Det er blevet bekræftet af andre vidner.

De to andre mænd, som blev dømt sammen med Jackson, brødrene Ronnie og Wiley Bridgeman, har også søgt om en ny retssag for at blive renset for drabsdommene. Myndighederne har endnu ikke taget stilling til til anmodningen.

Ronnie Bridgeman blev i løsladt i 2003, mens hans bror er fortsat fængslet.

Brødrene sad oprindeligt på dødsgangen, men blot 20 dage før, at den en af de to brødre skulle henrettes, afskaffede delstaten Ohio dødsstraffen.

I oktober blev en anden uskyldigt dømt frikendt i en tilsvarende sag fra Texas. Efter at have tilbragt seks år på dødsgangen blev Manuel Velez renset for en anklage om, at han havde slået sin kærestes etårige søn ihjel.

Ifølge borgerrettighedsorganisationen Aclu, som fik sagen genoptaget, er én ud af hver 25. dødsdømte i USA uskyldig.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.