Lørdag aften rullede endnu et tog ind på banegården i den sydtyske hovedstad, München, og endnu engang stod flere hundrede mennesker klar med sang og jubelråb til de mange flygtninge, der kom ind fra Ungarn.
I alt kom mindst 6000 mennesker med tog fra nabolandet lørdag, hvor de har været strandet i dagevis. Mange af flygtningene har boet på banegården i Budapest, hvor de er blevet råbt og buhet ad af ungarske nationalister.
Men lørdag fik de en helt anderledes behandling i München, hvor der blandt andet blev delt gaver i form af tøj og legetøj ud til de nyankomne flygtninge.