Video: Slagsmål på Christiania under politiaktion
En video af kampe mellem christianitter og politiet deles torsdag flittigt på de sociale medier.
En video af kampe mellem christianitter og politiet deles torsdag flittigt på de sociale medier. (Arkivfoto)
En video af kampe mellem christianitter og politiet deles torsdag flittigt på de sociale medier. (Arkivfoto) Foto: Colourbox/Free


En video fra onlinemediet Cadok, som dokumenterer hændelser fra Christiania, viser, hvordan politiet trak stavene for at komme igennem en stor menneskemængde under en politiaktion torsdag.

Videoen viser, hvordan en fotograf bløder ud af hovedet efter tumult med politibetjente. Cadok skriver selv på sin Facebook-profil, at "pludseligt begyndte politiet at slå på alle som stod og så på".

Videoen er torsdag aften blevet delt mere end 4000 gange på Facebook.

Politikommissær Steffen Thaaning Steffensen bekræfter, at politiet torsdag havde en aktion på Christiania.

Men Steffen Thanning Steffensen kan ikke genkende Cadoks udlægning.

- Der kommer nogle personer, der er aggressive og højtråbende. En større mænge mennesker begynder at kaste med sten og flasker, og en kollega bliver ramt på armen. Vores leder på stedet siger, at stavene skal trækkes, og at der skal løbes imod mængden.

Politikommissæren siger, at han ikke selv deltog i aktionen. Han oplyser, at betjentene er udstyret med kameraer.

Ved aktionen blev to personer anholdt for besiddelse af euforiserende stoffer. De er efterfølgende begge blevet løsladt.

Alligevel vil Steffen Thanning Steffensen ikke kalde indsatsen for en succes.

- Det er selvfølgelig ikke en succes, når det ender i den her slags slagsmål. Men det er ikke vores skyld. Vi er sat i verden for at bekæmpe handel med hash på Christiania, siger han.

- Når vi bliver angrebet, er vi nødt til at trække stavene for at trænge ud.

ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.