Video: Første sejr til Clinton: Vinder 4-2 i lille amerikansk by
Demokraternes kandidat, Hillary Clinton, kan se sig selv tage en lille føring, kort tid efter at valgstederne er åbnet.
Henter afspiller ...
/ritzau/


I USA er valgstederne knap åbnet, før det første stemmeresultat ligger fast. Det kommer fra den lille by Dixville Notch, der ligger i delstaten New Hampshire på østkysten. Her åbnede valgstederne klokken 6.00 dansk tid. Og her kan Hillary Clinton fejre en lille men indtil videre ubetydelig sejr over Donald Trump.

Otte personer har nemlig afgivet deres stemme, og stemmerne fordelte sig således: Fire stemmer til Clinton, to stemmer til Trump, en stemme på den uafhængige kandidat Gary Johnson og en ugyldig stemme. Personen havde stemt på Mitt Romney, som ikke stiller op ved præsidentvalget.

Dermed er det amerikanske præsidentvalg for alvor skudt i gang. Valgstederne lukker i aften dansk tid, og det forventes, at det endelige valgresultat foreligger tidlig onsdag morgen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.