Video: Alvorligt knivstikkeri udløst af skænderi
En 24-årig mand er blevet varetægtsfængslet efter et alvorligt knivoverfald i en lejlighed i Korsør.
Henter afspiller ...
To mænd kom op at skændes i Korsør lørdag. Det fik angiveligt den ene mand til at stikke den anden. Arkivfoto Foto: www.colourbox.com/free


Et skænderi mellem to udenlandske mænd i en lejlighed i Korsør var lørdag aften tæt på at koste en 48-årig person livet. En 24-årig mand er anholdt og sigtet for overfaldet.

Der er tale om et familieopgør, hvor en svigersøn trak kniv og stak sin svigerfar, oplyser vagtchefen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Mændene er begge af polsk herkomst.

Politiet har sigtet den 24-årige svigersøn for drabsforsøg, og han blev søndag fremstillet for en dommer ved Retten i Næstved, hvor politiet begærede ham varetægtsfængslet.

- Han nægtede sig skyldig i drabsforsøg, men han erkendte at have stukket med kniv, siger anklager Kirstine Laustsen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau.

Dommeren fandt mistanken mod svigersønnen tilstrækkeligt bestyrket til, at han blev varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, hvorfor det er sparsomt med oplysninger om knivstikkeriet. Blandt andet er der ikke oplysninger om, hvad konflikten mellem de to familiemedlemmer handlede om.

Den 48-årige blev ramt af ét knivstik i maven og blev efter overfaldet kørt på hospitalet, hvor han blev opereret.

Politiet betegner knivstikkeriet som alvorligt, men tilsyneladende er svigerfarens tilstand nu stabil.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.