Video af makabert ponydrab vist i retten
Carl Plum og en 22-årig mand er tiltalt for dyremishandling, fordi de aflivede en pony sidste sommer.
To mænd er sigtet for at have slagtet en pony.
To mænd er sigtet for at have slagtet en pony. Foto: Colourbox/free


- Vi skal lige være alene. Vi er i gang med at slagte en hest, lyder det fra en mand på en video, der bliver vist tirsdag i Retten i Helsingør.

25-årige Carl Plum, søn af madskribent Camilla Plum, er sammen med en en 22-årig mand anklaget for dyremishandling, fordi de aflivede en pony uden bedøvelse på en strand ved Tisvildeleje sidste sommer.

De to mænd filmede aflivningen af ponyen, og det er den film, som vises i retten. Videoen er ikke for sarte sjæle.

På filmen ses, hvordan ponyen først får bundet en trøje om hovedet, bliver slået i hovedet og derefter lagt ned på stranden. Bagefter begynder en af mændene at skære hovedet af ponyen, mens den spjætter med benene.

Både Carl Plum og den 22-årige nægter sig skyldige i mishandlingen. Den 22-årige vil ikke udtale sig under tirsdagens retsmøde, men Carl Plum har indvilget i at lade sig afhøre.

- Hvilken hest er der tale om, lyder anklagerens første spørgsmål til Carl Plum.

- Jeg vil ikke sige så meget... om alle mulige detaljer, svarer han og fortsætter:

- Jeg kunne bare godt tænke mig at sige, at jeg kun gjorde det, fordi jeg var sikker på, at det var i orden - at der overhovedet ikke var tale om mishandling. Hvis jeg havde været i tvivl eller en lille smule i tvivl, så havde jeg ikke gjort det, lyder det fra Carl Plum.

- Jeg er selvfølgelig blevet i tvivl nu, om det var okay den måde, som det blev gjort på, tilføjer han, inden han forlader vidneskranken.

Aflivningen af shetlandsponyen, skete sommeren 2013 på en strand i Tisvildeleje. Carl Plum har erkendt, at det var ham, som førte kniven.

Planen var, at ponyen skulle spises sammen med nogle venner til Sankt Hans. Men slagtningen blev forstyrret af "oprørte forbipasserende", og derfor blev arbejdet ikke gjort færdigt.

Der forventes dom senere tirsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.