Victoria på venindetur i København
Den svenske kronprinsesse var på et privat besøg i København med sine veninder torsdag.
Her ses kronprinsesse Victoria ved en anden lejlighed i København, nemlig dronning Margrethes 75-års fødselsdag i april.
Her ses kronprinsesse Victoria ved en anden lejlighed i København, nemlig dronning Margrethes 75-års fødselsdag i april. Foto: FINN FRANDSEN/POLFOTO


Der var ikke noget officielt program, da kronprinsesse Victoria var taget over Øresund for at hygge sig med sine veninder i København. Den svenske kronprinsesse havde nemlig udelukkende hygge og shopping på programmet, skriver BT, som fangede hende på Café Viktor.

Og selvom den svenske kronprinsesse var imødekommende over for den danske presse, ville hun også gerne have lov at holde hyggen i fred.

- Jeg vil jo ikke have jer med hele dagen, sagde den 38-årige kronprinsesse ifølge BT.

Der er dog ikke tale om et længere besøg i den danske hovedstad, for kronprinsessens royale forpligtelser genoptages allerede fredag. Sammen med resten af den royale familie deltager kronprinsesse Victoria nemlig i den officielle begivenhed Sverigemiddagen i Stockholm.

Ved begivenheden samles, ud over kongefamilien, repræsentanter fra kultur, erhvervsliv, sport og foreningsaktiviteter. Formålet er at gøre opmærksom på personer, som gør en betydningsfuld indsats lokalt, regionalt og nationalt.

Kronprinsessens mand, 41-årige prins Daniel, var ikke med på venindeturen til København. I stedet var han på officielt besøg på papirfabrikken Stora Enso, som arbejder med bæredygtige løsninger og ligger sydvest for Stockholm.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.