Viborgs håndboldkvinder overvintrer på førstepladsen
Med en sejr over Odense fastholder Viborg topplaceringen i Primo Tours Ligaen.


Viborgs håndboldkvinder går til EM-pause på førstepladsen i Primo Tours Ligaen.

I tiende og dermed sidste spillerunde inden EM-slutrunden vandt holdet 32-27 over Odense og ligger nummer ét med FC Midtjylland lige i hælene.

FC Midtjylland besejrede København Håndbold med 28-26.

Viborg har 19 point, mens FCM har 18.

I Viborg lagde Odense ellers fra land med lidt af en chokstart.

Efter blot fire minutter førte gæsterne fra Fyn med 3-0.

De kom også på 7-3, før topholdet Viborg for alvor åd sig ind i opgøret.

Ved 8-8 var kampen igen helt lige. Dog uden at tippe over til Viborgs fordel.

Odense trak igen fra til 15-12 og gik til pauseføring med 17-16.

I anden halvleg vendte kampen dog på hovedet, og Viborg viste sig som det tophold, det er. Fra 17-17 trak traditionsklubben fra til 24-19 og holdt forspringet kampen ud.

Med nederlaget ligger Odense nummer fire i rækken med 14 point, hvilket er et point færre end den regerende mester, Team Esbjerg.

Jan Pytlicks tropper kan som sådan sende glade tanker til næste sæson, hvor der støder flere profiler til det allerede konkurrencedygtige hold.

Blandt dem landsholdsanfører Stine Jørgensen og det unge backtalent Mette Tranborg.

FC Midtjyllands optakt til hjemmekampen mod København Håndbold havde været noget mindre hyggelig end Viborgs og Odenses.

For tredje gang i løbet af 2016 fratrådte en nøgleperson sin stilling.

Trods uroen på de indre linjer stod midtjyderne noteret for 14 sejre i de seneste 17 kampe, hvor den tidligere Kristian Kristensen har varetaget posten som cheftræner.

Det gav ham mandag i denne uge en kontraktforlængelse frem til sommeren 2018, og onsdag aften hentede hans mandskab en sikker sejr mod København.

FCM opbyggede en sikker føring gennem første halvleg, som sluttede 17-11 til hjemmeholdet efter scoringer over en bred front fra klubbens landsholdsspillere.

Selv om København kom bedre med i anden halvleg, havde gæsterne ikke for alvor sejren inden for rækkevidde.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.