Viborg tabte søndag 1-2 ude mod Randers FC i en tæt kamp i Alka Superligaen.
Nederlaget betyder, at viborgenserne blot har hentet et point i holdets sidste otte kampe i ligaen.
Viborgs Serge Deblé havde muligheden for at sende sit hold på sejrskurs, men alene igennem brændte han den score chance, og det blev ifølge Viborg-træner Johnny Mølby afgørende.
- Vi fik en gylden mulighed til at vinde 2-1 i starten af anden halvleg, men brændte, og det var et eller andet sted det, der afgjorde tingene.
- Deres angribere var skarpe på de muligheder, som de fik, men det var vi desværre ikke. Derfor var vi igen lige ved og næsten, siger Mølby.
Viborg har ikke vundet i Superligaen i to måneder, og det irriterer træneren, der savner kynisme på sit hold.
- Selvfølgelig irriterer det, men vi mangler kynisme, når tingene spidser til. Der har vi ikke været dygtige nok. Men det drejer sig om at have kontinuitet i tingene.
- Og hvis vi fortsætter med at gøre de ting, vi gør, og spiller så tætte kampe, tror jeg på, at så vil tingene tippe over til vores fordel, siger træneren.
Netop forskellen på selvtillid var den afgørende forskel på de to hold, mener den tidligere Randers-profil, Viborgs Christian Keller.
- Der var ikke så stor forskel, synes jeg. Men de har mere selvtillid, end vi har. De har lavet masser af mål og har troen på det, men vi mangler måske troen på egne evner, i og med at vi har tabt så mange kampe i streg.
- Det var en lige kamp, men Randers er et bedre hold. Det har de vist over mange sæsoner, men jeg synes, at vi gav dem kamp til stregen, men sådan har det været i en del af vores kampe, siger Keller.
Viborg er på 12.-pladsen i Superligaen.
/ritzau/