Viborg straffer spiller efter tumult på en bytur
Det får sportslige konsekvenser, at Viborgs Mathias Wichmann har ageret uprofessionelt på en bytur i Aalborg.
Det får sportslige konsekvenser, at Viborgs Mathias Wichmann (tv) har opført sig uprofessionelt på en bytur i Aalborg.
Det får sportslige konsekvenser, at Viborgs Mathias Wichmann (tv) har opført sig uprofessionelt på en bytur i Aalborg. Foto: Brohus Anders/Polfoto


Viborg-spilleren Mathias Wichmann har været indblandet i tumult i forbindelse med en bytur i Aalborg, og det koster nu en kortvarig plads i skammekrogen.

Den sportslige ledelse i Viborg har besluttet, at Wichmann ikke skal spille den kommende kamp i Superligaen på udebane mod Esbjerg.

Den 24-årige midtbanespiller har forklaret sig og informeret Viborg-ledelsen og cheftræner Johnny Mølby omkring episoden, som nu betyder en plads ude af truppen mod Esbjerg.

- Denne optræden er i strid med klubbens værdier og kodeks for, hvordan man er offentlig rollemodel, og for hvorledes man forbereder sig som seriøs og professionel fodboldspiller i Viborg FF.

- Konsekvensen heraf bliver, at Mathias Wichmann ikke er med i truppen i næste runde i Alka Superligaen mod Esbjerg, skriver Viborg på sin hjemmeside.

Ekstra Bladet skrev om episoden, at Wichmann søndag morgen ved syvtiden var involveret i vild tumult foran McDonalds i Østerågade i Aalborg.

På en videooptagelse, der blev optaget af en forbipasserende, skulle Wichmann iført røde sko være set skubbe en ung mand omkuld.

- Jeg kan ikke rigtig huske det. Der var bare lidt tumult, tror jeg, lød det fra Wichmann til avisen i den forbindelse.

Wichmann har spillet 16 kampe i Superligaen i denne sæson - de fleste af kampene som indskifter. Den tidligere AaB-spiller har kontrakt med Viborg frem til sommeren 2017.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.