Viborg snupper den sidste billet til pokalsemifinalerne
Med en sikker 24-19-sejr over Odense er Viborg klar til at spille pokalsemifinale 29. december i Silkeborg.
Ann Grete Nørgaard og resten af Viborgs håndboldkvinder vandt torsdag i Odense. (arkivfoto).
Ann Grete Nørgaard og resten af Viborgs håndboldkvinder vandt torsdag i Odense. (arkivfoto). Foto: Morten Dueholm/Scanpix


Viborgs håndboldkvinder er som det sidste hold klar til semifinalerne i pokalturneringen, der også er kaldet Santander Cup.

Torsdag aften blev semifinalebilletten til Final-4-stævnet i Silkeborg sikret med en overbevisende sejr på 24-19 på udebane over Odense.

I ugens løb har Odense præsenteret forstærkningerne Stine Jørgensen og Mie Højlund til den kommende sæson, men Jan Pytlicks mandskab kunne godt have brugt flere af dem torsdag aften.

Viborg trynede fynboerne fra start og opbyggede hurtigt et forspring på fem mål.

Frem mod pausen skød Odense fortsat med en masse løst krudt, og Viborg førte 14-9, da spillerne gik i omklædningsrummet.

Hjemmeholdet kom bedre med i begyndelsen af anden halvleg, men det lykkedes aldrig at få gjort forspringet mindre end tre mål.

Viborg fik inden de sidste ti minutter genoprettet en føring på fem mål, og Jan Pytlick tog en timeout for at briefe sin spillere om en sidste fynsk satsning.

Effekten udeblev, og Viborg kørte sikkert sejren hjem.

TTH Holstebro, FC Midtjylland og Randers er de øvrige tre semifinaledeltagere, og allerede i minutterne efter Viborgs sejr blev der trukket lod til semifinalerne.

Her skal Viborg møde FC Midtjylland, mens Randers og TTH Holstebro tørner sammen i den anden semifinale.

Semifinaler og finale afvikles i Jysk Arena i Silkeborg 29. og 30. december.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.