Viborg sælger midtbanespiller til belgisk klub
Lukas Lerager skifter fra superligaklubben Viborg til den belgiske klub Zulte Waregem.
Lukas Lerager (th.) i en superligakamp mellem AGF og Viborg. (Arkivfoto).
Lukas Lerager (th.) i en superligakamp mellem AGF og Viborg. (Arkivfoto). Foto: Bonnerup Claus/Polfoto


Lukas Lerager har spillet sin sidste officielle kamp for Viborg i Alka Superligaen.

Onsdag meddelte Viborg således, at man er nået til enighed med den belgiske klub Zulte Waregem, der køber Lukas Lerager fri af sin kontrakt, så den 22-årige midtbanespiller skifter til belgisk fodbold fra 1. juli.

- Det er enhver fodboldspillers drøm at få lov at spille i udlandet, og jeg er meget taknemmelig over, at Viborg har givet mig muligheden. Jeg har haft en fantastisk tid i klubben, og det er hårdt at sige farvel til en klub og nogle mennesker, der betyder meget for mig, siger Lukas Lerager ifølge Viborgs hjemmeside.

I Viborg havde man egentlig ingen planer om at sælge Lukas Lerager.

- Der har længe været interesse for Lukas, og vi havde håbet at beholde ham i klubben i mange år fremover. Men samtidig glæder vi os over, at vi igen er blevet en klub, der tiltrækker opmærksomhed fra større klubber i udlandet, siger Viborg-direktør Morten Jensen.

Lukas Lerager kom til Viborg fra AB som 20-årig, og han har været en af klubbens profiler i den netop overståede sæson i ligaen.

- Vi mister en dygtig spiller og en fantastisk person. Han har alle dage været topprofessionel og været en fantastisk ambassadør for Viborg, og vi giver ham de varmeste anbefalinger og lykønskninger med på vejen til sit nye eventyr i Belgien, siger direktøren.

Det nævnes ikke i meddelelsen, hvor mange penge Zulte Waregem har betalt for danskeren, eller hvor lang en kontrakt Lukas Lerager har indgået. Men ifølge bold.dk er der tale om en treårig aftale.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.