Viborg HK-træner efter dramatisk exit: Det føles tungt
Lars Friis-Hansen mener, at Viborgs angrebsspil faldt sammen, da holdet var ved at besejre Team Esbjerg.
Viborg-kvinderne fik ikke lejlighed til at juble mod Team Esbjerg (arkivfoto).
Viborg-kvinderne fik ikke lejlighed til at juble mod Team Esbjerg (arkivfoto). Foto: GREGERS TYCHO/POLFOTO


Viborg HK's kvinder måtte søndag give fortabt over for Team Esbjerg, der med en 29-28-sejr på hjemmebane sendte de regerende håndboldmestre ud med en samlet sejr på 55-53 i DM-semifinalerne.

Viborg var ellers stærkt på vej mod en finaleplads, da holdet førte 24-20, men til sidst gik det galt.

- Det føles meget tungt. Vi følte, vi havde styr på kampen, da vi var foran 24-20 og burde have scoret til 25-20, men så lukker vi dem ind, og det føles meget frustrerende lige nu, siger cheftræner Lars Friis-Hansen til Viborg HK's hjemmeside.

- Det er vores angrebsspil, der falder sammen og skaber muligheden for Esbjerg til at komme tilbage. Scorer vi på vores chance, da vi er i overtal ved 24-20, så tror jeg, det havde været rigtig svært for Esbjerg at komme tilbage, siger han.

Viborg måtte i høj grad forlade sig på den giftige trio i bagkæden, Sanja Damnjanovic, Rikke Skov og Louise Burgaard, der scorede henholdsvis otte, otte og syv mål.

Det var til sidst ikke nok over for Team Esbjerg, hvis hollandske backspiller Estavana Polman brillerede med 11 mål.

Viborg HK skal nu forsøge at finde motivationen til at spille mod Team Tvis Holstebro i kampen om bronze, mens Team Esbjerg møder FCM Håndbold i DM-finalen.

- Nu skal vi lige sunde os oven på det her, og så er pigerne så super professionelle, at de nok skal klare det. Men nu skal vi lige have en dag eller to til at få det her bearbejdet, så er vi klar igen, siger Lars Friis-Hansen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.