Viborg HK taber hjemme til bundhold i Champions League
Trods en storspillende Rikke Skov måtte Viborg HK se sig slået knebent i Champions League af Baia Mare.


Viborg HK's håndboldkvinder havde søndag muligheden for at spille sig meget tæt på en kvartfinaleplads i Champions League.

Men på hjemmebane måtte holdet se sig slået af bundholdet i gruppe 2, Baia Mare fra Rumænien, med cifrene 30-31.

Fire hold avancerer til kvartfinalerne fra gruppen, og Viborg ligger stadig nummer tre med fem point. Men nu har Christian Dalmoses tropper kun et point ned til franske Metz og Baia Mare på de næste pladser.

Første halvleg blev en lige affære, og det rumænske udehold kunne gå til pausen med en kneben føring på 13-12.

Rumænerne var et lille skridt foran i det meste af anden halvleg, men Viborg formåede at holde sig inde i kampen om point indtil det sidste.

Eller rettere sagt Rikke Skov. Den 34-årige bagspiller overstrålede alle og scorede 11 gange.

Med fem minutter tilbage af kampen havde Viborg en god chance for at bringe sig afgørende foran. Stillingen var lige, og Viborg spillede i overtal i to minutter.

Men Viborg kunne ikke tage fordel af situationen, og i stedet udnyttede Baia Mare en situation i overtal til sidst.

Der resterer tre spillerunder i gruppen, og Viborg skal næste gang i aktion ude mod Metz 1. marts.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.