Viborg henter berejst Osama Akharraz
Brøndby, Aarhus, Slagelse og nu Viborg. 24-årige Osama Akharraz skifter til sin fjerde superligaklub.
Osama Akharraz, her for AGF, skal i resten af 2015 spille for Viborg.
Osama Akharraz, her for AGF, skal i resten af 2015 spille for Viborg. Foto: FBI/free


Superligaoprykkeren Viborg FF bliver næste klub i rækken, som skal forsøge at få kantspilleren Osama Akharraz til at indfri sit talent.

Viborg og Akharraz er blevet enige om en kontrakt, der gælder for resten af 2015. Det oplyser fodboldklubben på sin hjemmeside.

Sportschef Ole Nielsen ser gode muligheder for, at forholdet mellem parterne bliver længere.

- Osama har nogle tydelige offensive kvaliteter, som vi har søgt efter. Han er kreativ, har god teknik, er udfordrende og har et godt blik for sine medspillere. Han har tidligere vist, at han er en rigtig, rigtig dygtig spiller i Superligaen.

- Nu får vi muligheden for at se hinanden an resten af året, og så må vi se. Der er absolut mulighed for forlængelse, siger Ole Nielsen.

Viborg bliver Akharraz' fjerde superligaklub. Han har tidligere spillet for Brøndby, AGF og FC Vestsjælland med blandet succes. Selv glæder han sig over muligheden for at tage arbejdshandskerne på i Viborg.

- Jeg er meget glad for at få chancen i Viborg. Det er en god klub, der har gang i et spændende projekt med mange dygtige spillere.

-Jeg håber at kunne gøre, hvad jeg er dygtig til. Jeg skal forhåbentlig være afgørende for holdet, og så ved jeg også, at der skal arbejdes hårdt. Vi skal kæmpe og slås for hvert point, og det er jeg meget indstillet på, siger Akharraz.

Flere gange har han været i mediernes søgelys på baggrund af kontroversielle udtalelser efter kampe eller for skriverier på sin nu lukkede Twitterkonto.

Selv om transfervinduet lukkede ved udgangen af august, er det muligt for Viborg at hente Akharraz, fordi han ikke har haft nogen klub, siden han forlod FC Vestsjælland efter nedrykningen til 1. division i juni.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.