Viborg forstærker sig med endnu en angriber
Viborg har indgået en toårig aftale med angriberen Søren Frederiksen, der skifter fra islandsk fodbold.
Angriberen Søren Frederiksen, der her ses i aktion for AaB, har indgået en toårig aftale med Viborg.
Angriberen Søren Frederiksen, der her ses i aktion for AaB, har indgået en toårig aftale med Viborg. Foto: RENÉ SCHÜTZE/POLFOTO


Endnu en ny spiller er landet i superligaklubben Viborg. Efter en enkelt sæson på Island i KR Reykjavik vender Søren Frederiksen hjem til Superligaen, hvor han og Viborg har indgået samarbejde for de kommende to år.

Viborg-træner Johnny Mølby er tilfreds med at have sikret sig den alsidige spiller.

- Søren Frederiksen er en dygtig spiller, der kan dække mange forskellige positioner. Han kan både spille back, kant og angriber, og så har han et indgående kendskab til Superligaen, hvor han har spillet i fem sæsoner.

- Han er stærk og rolig i pasningsspillet, og så arbejder han altid hårdt i holdets tjeneste, siger Mølby til klubbens hjemmeside.

I mandags hentede Viborg angriberen Mikkel Vestergaard i Esbjerg, og med Søren Frederiksen er offensiven blevet yderligere polstret.

- Jeg er sikker på, at han vil passe godt ind i vores trup og med sin erfaring bidrage til, at vi når vores fælles mål, lyder det fra cheftræneren om den nyeste tilgang.

26-årige Frederiksen har masser af erfaring fra Superligaen fra sin tid hos både Sønderjyske, FC København og AaB, og han ser frem til en ny udfordring i det midtjyske.

- Jeg synes, at det er en rigtig spændende mulighed for mig. Jeg blev glad, da jeg hørte om interessen fra Viborg og muligheden for at komme hjem til Superligaen.

- Viborg har gang i et spændende projekt med et godt setup, en god trup og et godt trænerteam, og jeg glæder mig bare til at komme i gang her i klubben, siger Frederiksen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.