Viborg forstærker forsvaret efter afklapsning
Ungdomslandsholdsspilleren Jacob Dehn Andersen skal i fremtiden være en del af Viborgs bagkæde.
Jacob Dehn Andersen ses her som anfører på det danske U19-landshold under en kamp i 2014. Fremover skal han spille i Superligaen for Viborg FF.
Jacob Dehn Andersen ses her som anfører på det danske U19-landshold under en kamp i 2014. Fremover skal han spille i Superligaen for Viborg FF. Foto: /Polfoto


Tre dage efter 0-4-afklapsningen i superligapremieren mod FC Nordsjælland har Viborg hentet forstærkning til forsvarskæden.

Den 20-årige Jacob Dehn Andersen har mandag sat sin signatur på en toårig kontrakt med de grøn- og hvidblusede efter at have trænet med klubben den seneste uge. Det meddeler Viborg på klubbens hjemmeside.

Den centrale forsvarsspiller, der har 40 ungdomslandskampe for Danmark på bagen, er glad for, at han har fundet en ny klub, efter han senest har repræsenteret Vejle i 1. division.

- Viborg er en god og sund klub med en masse dygtige spillere, og jeg har haft nogle gode træningsdage her i sidste uge. Det har været et mål for mig at komme tilbage til en klub i Alka Superligaen, og jeg er rigtig glad for, at det bliver i Viborg.

- Nu glæder jeg mig bare til at komme rigtigt i gang her, siger Jacob Dehn Andersen, der debuterede i superligaen i foråret 2014 for Randers FC.

Viborgs cheftræner, Johnny Mølby, vil forløse forsvarsspillerens potentiale.

- Jacob er en ung og spændende forsvarsspiller, der har efterladt et godt indtryk efter sin prøvetræning her. Han er ambitiøs og ærgerrig, og han har en rigtig god attitude, og så kommer han med en god erfaring på trods af sin unge alder, siger cheftræneren.

Jacob Dehn Andersen kommer til at kæmpe med Mikkel Rask, Søren Reese og Jeroen Veldmate om spilletiden i Viborgs centrale forsvar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.