Ann Grete Nørgaard er ikke med i den store trup på 34 håndboldspillere, som landstræner Klavs Bruun Jørgensen har udtaget til Golden League-turneringen i oktober.
Klavs Bruun Jørgensen har i stedet udtaget seks andre fløjspillere. Og Ann Grete Nørgaard, ved ikke, hvorfor hun ikke er udtaget. En udtagelse der i øvrigt fandt sted samme dag, som Viborg-spilleren fyldte 33 år.
- Jeg vil ikke gisne om, hvad grunden til den manglende udtagelse er, men det her var ikke lige det, som jeg havde håbet på at få i 33-års fødselsdagsgave. Det er da træls, siger Ann Grete Nørgaard til Viborg Stifts Folkeblad.
Ann Grete Nørgaard fortæller, at hun ikke selv har meldt fra, og at hun stadig håber på at komme med til EM i Sverige i december.
- Nej, det har jeg ikke. Jeg forholder mig til, at jeg ikke er udtaget, og så må jeg glæde mig over, at det her ikke var udtagelsen til EM, siger Ann Grete Nørgaard.
/ritzau/