Viborg-anfører ærgrer sig trods point mod FCK
Jeppe Curth havde gerne solgt kampen mod FCK for et point, men bagefter var han en smule ærgerlig.
Jeppe Curth (i midten) var tæt på at score mod FCK.
Jeppe Curth (i midten) var tæt på at score mod FCK. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


For første gang siden 2004 lykkedes det for Viborg at få point mod FC København i Alka Superligaen, da det søndag blev 0-0 i Telia Parken.

Efter 14 nederlag på stribe mod FCK var Viborg endda tæt på at vinde kampen på udebane, da holdet kom frem til en del gode muligheder i nationalarenaen, der var overdækket på grund af kraftigt snefald i weekenden.

En af de helt store chancer tilfaldt anfører Jeppe Curth, der efter kampen stod med lidt blandede følelser.

- Det er fedt, altså at vi får point. Vi vidste, at vi ville komme under tryk. FCK har noget styrke og fysik, som er sjælden. Det vidste vi, og vi spillede vores chance og kom frem til nogle rigtig gode muligheder.

- Vi kunne sagtens have prikket én ind, vi havde nogle monsterchancer. Det skulle vi have gjort, men FCK kunne også have scoret et par mål.

- Men vi står med en fornemmelse af, at vi kunne være gået herfra med tre point. Før kampen havde jeg gerne solgt den for 0-0, det er sjældent, at man kommer i Parken og er ærgerlig over at komme afsted med et point, siger Jeppe Curth.

Viborgs oprykkerhold ligger nummer ni i Superligaen med 18 point for 16 kampe.

Holdet har blandt andet imponeret på udebane, hvor det for nylig blev til en sejr på 4-2 ude over FC Midtjyllands regerende mestre.

- Vi har spillet nogle store kampe, både mod FCM og nu mod FCK.

- Vi er modnet som hold, vi spiller roligt med bolden og kommer til store muligheder.

- Nu mangler vi at holde stabiliteten, sådan at vi også får de muligheder i kampene mod de lidt mindre hold, hvor det er vigtigt at få point, siger Jeppe Curth.

Viborg tager på fredag imod AGF i den næstsidste kamp inden vinterpausen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.