Af Steen Knøster Rasmussen
SE ALLE BLOGINDLÆG
Vi ufaglærte betaler direktørens bonus

135 kroner siger den smilende og meget friske kasseassistent til mig.

Jeg tager den på beløbet og drager hjemad på cyklen med mine småindkøb.

Klokken er 11 tirsdag formiddag, og mens kasseassistenten allerede har været i gang længe, så er jeg lige vaklet ud af sengen. Vores døgn ligner ikke hinandens - mit og kasseassistentens.

Hun står tidligt op og går tidligt i seng. Jeg står sent op og går sent i seng.

VORES YDRE karakteristika kan heller ikke sammenlignes. Navneskiltet på hendes T-shirt afslører, at hun hedder Layla. Layla er en køn, ung, dansk muslim med et vågent blik i de brune øjne og et smart tørklæde.

Jeg på den anden side har passeret de 40, er temmelig bleg, har et ar ned af den ene kind og er engang blevet sammenlignet med en reklame for Rittersport chokolade: kvadratisk, praktisk, god.

Selvom det kan være svært at finde ydre ligheder mellem Layla og mig, så er vi en del af et stort fællesskab. Et fællesskab bestående af mørke, af lyse, af tykke, af tynde, af homoseksuelle, af handikappede, af jøder, af muslimer, af kristne, af hinduister, af ateister, af satanister, af kvinder og af mænd.

Vi er ufaglærte, og vi er lønarbejdere.

LØNARBEJDERE ER mennesker, der med deres arbejde skaber en merværdi.

Lønarbejderen skaber mere værdi end sin løn. Udover at merværdien bliver brugt til at betale for det maskineri, vedkommende benytter sig af i sit arbejde, sit værktøj, sit arbejdstøj og så videre, bliver merværdien også brugt til at betale for direktørernes bonusser og ejerens eller aktionærens afkast.

I dagblade, elektroniske medier, og i nyhedsudsendelser kan vi hver dag læse, se og høre om, hvor dyre sådan nogle ufaglærte som Layla og jeg er, i forhold til ufaglærte i andre lande.

DET FØLES som om, at alle har en holdning til, hvad vi er værd. Vi fremstilles som en ressource, en vare, et stykke engangsservice, der kan smides væk efter brug. Jo mindre indtægt man har, des mere står man for skud. Der tales om beløbsgrænser og nedskæringer i kontanthjælpen, løntilbageholdenhed, lønstop og endda lønnedgang på visse lavtlønsområder.

Ingen, eller i bedste fald kun få politikere, sætter spørgsmålstegn ved lønningerne hos de, der tjener mest, eller taler om at sætte grænser for aktionærers afkast, endsige gøre noget ved de selskaber eller privatpersoner, der hvert år sender milliarder af kroner i skattely.

Præmissen for arbejdsmarkedsdebatten er vendt fuldstændigt på hovedet; spørgsmålet er ikke, om vi som samfund har råd til at betale mennesker en løn eller en kontanthjælps- eller dagpengeydelse, som de kan leve et rimeligt liv for.

SPØRGSMÅLET ER, om vi som samfund har råd til at sammenligne os med lande, hvor arbejdskraften ganske vist er billigere, men hvor de menneskelige omkostninger er tårnhøje, hvor mennesker ofte dør i arbejdsulykker, eller slides ned i arbejde i samfund uden nogen form for sikkerhedsnet og efterlades til et liv i fattigdom eller dør af sult på gaden.

I skrivende stund lever mindst 10 procent af lønarbejderne i Tyskland, et land politikere både fra regeringen og oppositionen ynder at prise som et forbillede, et liv i fattigdom.

Den EU-dikterede udbudspolitik, som den nuværende regering og regeringen før den førte, sætter i allerhøjeste grad sine spor på arbejdsmarkedet.

METROBYGGERIET står som en skamstøtte over underbetaling og dårligt, ligefrem livsfarligt, arbejdsmiljø. Fagbevægelsen fører den ene sag efter den anden om dårligt arbejdsmiljø, manglende lønudbetalinger og underbetaling. I skrivende stund forsøger løntrykkerselskabet Ryanair at få fodfæste i Danmark.

Alt imens vi som ufaglærte, eller som lønarbejdere i det hele taget, udbyttes af virksomheder og politikere, der i fællesskab, forsøger at trykke vores lønninger og forværre de arbejdsforhold, vores forfædre kæmpede så hårdt for at opnå, spises vi af med håbløse værdidebatter, om forhud, dyresex, dovne ledige og halalkød i daginstitutionerne.

MENINGSLØSE DEBATTER med et overordnet formål: at splitte lønarbejderne - både dem, der er så privilegerede at have et job, og de lønarbejdere, der står uden.

Lad os stoppe den evindelige sparken nedad og hetzen mod minoriteterne. Lad os fjerne fokus fra ydre forskelle lønarbejderne imellem og vende blikket i fællesskab mod den magtelite, der udnytter os allesammen og truer vores velfærd.

Jeg har langt mere tilfælles med kasseassistenten Layla, end jeg har med en storaktionær, en direktør eller en finansminister.

Om Steen Knøster Rasmussen

Steen Knøster Rasmussen er marxist, født og opvokset på den københavnske vestegn og så er han postarbejder hos Post Danmark. En af de ufaglærte manuelle arbejdere, som politikere og meningsdannere taler rigtig meget om og til, men ikke særlig meget med ...

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.