Steen Knøster Rasmussen er marxist, født og opvokset på den københavnske vestegn og så er han postarbejder hos Post Danmark. En af de ufaglærte manuelle arbejdere, som politikere og meningsdannere taler rigtig meget om og til, men ikke særlig meget med ...
Jeg er postarbejder. Min funktion ligger i titlen. Jeg er en arbejder, der behandler post. Jeg er ligesom de fleste af mine kolleger, både dem der sorterer post og alle de andre kolleger i industrien og i en masse servicefag, også ufaglært.
Det er os med leverpostejmadderne, sikkerhedsskoene og Kansas-tøjet, os i lavtlønsjobbene.
Kan du huske det? Kan du huske os?
Der blev talt meget om os under den sidste valgkamp.
Politikere fra A til Å havde travlt med at rose os for vores store indsats og forsikre os om, at fremtiden ville være vores. Nu skulle der skabes arbejdspladser for de 10.000'er af ledige, heriblandt mange ufaglærte tidligere kolleger. Der skulle oprettes praktikpladser og lægges uddannelsesplaner. Ikke mere håbløs aktivering og klapjagt på de arbejdsløse og de syge.
Der skulle gang i væksten.
EN ANDEN REGERING end den forrige regering blev valgt, og leverpostejmadder og Kansas-tøj forsvandt fra debatten og blev udskiftet med ”nødvendig politik” og ”fleksibilitet”.
Ansvaret for krisen blev placeret hos finansverdenen og bankerne, der i tilgift blev belønnet med billige lån. Ansvaret for at løse krisen blev lagt hos de ledige, de syge, de handikappede, de studerende og alle os andre ganske almindelige lønmodtagere, især de ufaglærte og faglærte i lavtlønsjob.
Politikere både fra regeringen og fra oppositionspartierne begyndte at italesætte myten om de dovne ledige, og medierne kolporterer flittigt historier om dovne danske arbejdere, som ikke vil tage de job, der er til rådighed. Postarbejde er fysisk arbejde.
VORES JOB er sådan et job, der ikke blev fokuseret på i efterlønsdebatten, måske fordi folk i deres elektroniske hverdag har svært ved at forestille sig at der stadig findes job, der primært er manuelle.
På en typisk vagt sorterer en postarbejder i min afdeling 2.400 forsendelser, der vejer alt mellem 50 gram og 2 kg, og går 10 km, med alt fra tomme til fyldte postcontainere (bure fyldt med post).
Vores arbejde er det, der i fagsprog kaldes for ensidigt belastende arbejde. Vi ved godt, at vi med tiden slider gevaldigt på bevægeapparatet. Vi kan se det især på vores lidt ældre kolleger. Golf- og tennisalbuer og knæ- og rygskader er hverdagskost her. Det er prisen, mange betaler for et ufaglært job i hele industriens område.
DET ER EN PRIS, man gerne betaler for at have et job, man kan leve af, for visheden om at man også som pensionist kan leve en rimelig tilværelse og for at have et sikkerhedsnet, der holder hånden under én, såfremt uheldet skulle være ude.
I debatten om de ledige bliver mine kolleger og jeg igen fremhævet, politikerne taler om os igen. Taler om os vel at mærke, for det er det politikere gør, de taler enten om os, eller til os - aldrig med os.
I Venstres nye hetzkampagne mod kontanthjælpsmodtagerne bliver vi fremhævet som gruppe. Det er nemlig os med lavtlønsjobbene, der bliver fremstillet som nogle af dem, der er sure på de, i Venstres optik, alt for høje kontanthjælpssatser. Som om vi mener, at kontanthjælpsmodtagerne har for store rådighedsbeløb.
Vi tillægges en holdning, jeg slet ikke genkender fra min hverdag.
NÅR JEG STÅR sammen med gode kolleger og sorterer dagens post, taler vi selvfølgelig sammen, og naturligvis også om hvad der rører sig i samfundet. Selvom vores arbejde langt hen ad vejen er ganske simpelt, så betyder det ikke, at vores åndsevner er det. Vi er helt bevidste om, at den politik især Venstre, Radikale og Liberal Alliance hylder, understøtter de strukturer i samfundet, som skaber ulighed.
Vi er også helt bevidste om, at angrebet på kontanthjælpen har som hovedformål at trykke lønningerne på lavtlønsområdet, altså at trykke vores løn.
Som ufaglærte lever mine kolleger og jeg hver eneste dag med usikkerheden om en dag at stå uden arbejde.
De sidste fem år har vi sagt farvel til mange gode kolleger, og vi ved, at ledighed når som helst kan ramme hver enkelt af os. At det kan være os, der efter endt dagpengeperiode havner på kontanthjælp, at det er vores tur til på daglig basis at blive hængt til tørre og skammet i medier af politikere og meningsdannere som 'de dovne arbejdsløse'.
Ingen, eller i bedste fald kun få, sætter spørgsmålstegn ved aktionærernes profitter, politikernes pensioner, eller direktørernes lønninger og bonusser. Den økonomiske elite pakkes ind i floskler om driftige iværksættere, og risikovillige investorer.
FLERE MILLIARDÆRER og millionærer har ikke skabt et rigere dansk samfund, for modsat hvad nogle prøver at bilde os ind, så drypper det nemlig IKKE på degnen, når det regner på præsten.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.