Vi køber flere colaer og færre Big Mac
Mens der er fremgang i salget hos Coca-Cola, går det den anden vej for McDonald's, viser kvartalsregnskaber.
Selvom Cola og Big Mac sammen fungerer som tømmermændskur, slår Coca-Cola alligevel flere flasker end McDonalds sælger de populære burgere.
Selvom Cola og Big Mac sammen fungerer som tømmermændskur, slår Coca-Cola alligevel flere flasker end McDonalds sælger de populære burgere. Foto: Matt Rourke/AP


Selv om de tilsammen sælger det, folk med tømmermænd ville kalde den perfekte menu, så går det hver sin vej med salget hos Coca-Cola og McDonald's.

Det fremgår af de to selskabers regnskaber for første kvartal af 2015, der er præsenteret onsdag eftermiddag.

Ses der på amerikanske Coca-Cola, der producerer læskedrikken af samme navn, så formåede selskabet i kvartalet at sælge for 10,7 milliarder dollar, svarende til omkring 74 milliarder kroner.

Det er samtidig en fremgang på 135 millioner dollar - cirka 935 millioner kroner - i forhold til første kvartal af 2014.

- Vi fortsætter med at se på 2015 som et transitår, hvor fordelene fra de initiativer, vi har sat i værk, vil tage noget tid om at materialisere sig, mens det makroøkonomiske miljø er usikkert, skriver Coca-Cola i regnskabet.

Mens der er fremgang i salget hos læskedrikgiganten, er der mindre at more sig over hos McDonald's, som har haft færre kunder i sine restauranter.

Den amerikanske burgerkæde har i første kvartal af 2015 haft en tilbagegang i salget på 11 procent, hvilket giver en omsætning på knap 5,96 milliarder dollar, svarende til 41,3 milliarder kroner.

Der spiller dog en del valutamodvind ind i billedet. Eksklusive den del var der tale om et fald på én procent, skriver Ritzau Finans.

- Vi er ved at udvikle en turnaround-plan, der skal forbedre vores resultater og sikre varig, profitabel vækst, siger Steve Easterbrook, der er administrerende direktør i McDonald's, i en kommentar til regnskabet ifølge Bloomberg News.

I den sammenhæng siger topchefen, at han ser frem til at dele detaljerne i den plan, som McDonald's vil løfte sløret for 4. maj.

Inden den amerikanske aktiehandel åbner klokken 15.30 dansk tid, stiger både McDonald's og Coca-Cola i det såkaldte formarked med henholdsvis 2,3 procent og 2,5 procent.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.