Et arbejdsliv, der først slutter, efter man er fyldt 70 år. Det falder ikke i god jord hos sekretærer, laboranter og it-medarbejdere.
Syv ud af ti medlemmer i fagforeningen HK/Privat kan nemlig ikke forestille sig at arbejde som 70-årige. Det viser en ny undersøgelse blandt 1.222 medlemmer, som fagforeningen selv står bag.
Og deres syn på pension står de ikke alene med, påpeger Henning Jørgensen, der er arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.
- Præferencen i befolkningen som helhed er, at der skal være plads til en god tredje levealder. Man vil ikke arbejde, til man falder om, siger han til Avisen.dk.
Samtidig bliver danskerne dog generelt set længere tid på arbejdsmarkedet, forklarer han.
Urealistisk at arbejde 50 år
I Dansk Arbejdsgiverforening (DA) meldte man for nyligt ud, at der er brug for en senere pensionsalder, fordi flere lever sundere og længere. Arbejdsgiverne foreslår, at man frem mod 2040 løbende hæver pensionsalderen til 72 år.
Medlemmerne i HK/Privat vender dog tomlen nedad til at øge pensionsalderen. Hele 83 procent er enten helt eller delvist uenige i, at pensionsalderen skal hæves.
Og kun hver tiende ser sig selv fortsætte med at arbejde til de er 70 år eller ældre, fremgår det af undersøgelsen. Det er forståeligt, hvis man er kommet på arbejdsmarkedet som 18-årig, mener Simon Tøgern, formand for HK/Privat.
- Det er de færreste, der kan holde til et 50-årigt arbejdsliv, siger han.
Spar 24 milliarder
Den politiske ambition er, at danskerne i gennemsnit skal være 14,5 år på folkepension. Det mål er udfordret af den stigende levealder, lyder det fra DA. Arbejdsgiverne vurderer, at danskerne i 2040 vil være på folkepension i 16,5 år, og at det vil koste statskassen 24 milliarder.
HK/Privat-formanden anfægter ikke, at et regnestykke kan nå frem til det beløb, men det handler om en politisk prioritering, påpeger han.
- For mange kan det ikke lade sig gøre. Og man burde hellere sikre uddannelse til flere unge, siger Simon Tøgern.
Besparelsen på de 24 milliarder er varm luft, mener arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen.
- Det er nogle fiktive regnearksøvelse. Hvis vi alle samme arbejdede 24 timer i døgnet, kunne vi også spare mange penge. Men der skal være nogle grænser for, hvor meget man kan udnytte arbejdskraften, siger han.
Fagforening opfordrer til opsparing
Hos et par af de fagforeninger, hvor medlemmernes jobs kan sammenlignes med HK’ernes, har man andre bud på, hvad der skal til.
Ligesom HK/Privat organiserer fagforeningen Prosa it-ansatte. Men her er formanden, Niels Bertelsen, langt mere åben over for at hæve pensionsalderen.
- I vid udstrækning kan vores medlemmer jo selv kompensere for en senere pensionsalder, fordi de kan spare op, siger han og tilføjer, at en forudsætning for det er, at man har et arbejde:
- Desværre viser undersøgelser, at det først og fremmest er ældre medarbejdere, som prikkes, når en arbejdsplads skal skille sig af med arbejdskraft. Det er jo paradoksalt, når der lægges op til konstant at forhøje pensionsalderen.
Det er da også kun 37 procent af de adspurgte HK-medlemmer, der mener, deres arbejdsplads er gearet til 70-årige.
Forskellige behov
I Finansforbundet, der repræsenterer bankfolk, er formanden stemt for et mere fleksibelt pensionssystem.
- Vores pensionssystem er bygget sådan op, at det alene er alderen, der bestemmer, hvornår man går på pension. Men det nytter ikke kun at se på levealder, man må også se på nedslidning, siger Kent Petersen, formand for Finansforbundet.
Stod det til ham skulle tilbagetrækningsalderen derfor i højere grad matche det arbejdsmarked, man er en del af, forklarer han. Den model er fornuftig, mener arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen:
- Store grupper på arbejdsmarkedet kan ikke holde til at arbejde, til de er 70 år, men andre eksempelvis akademikerne kan måske godt holde til det.
I en webundersøgelse blandt 1.222 medlemmer i HK/Privat svarer:
- 37 procent, at deres arbejdsplads er gearet til 70-årige.
- 83 procent enten helt eller delvist uenige i, at det er nødvendigt at hæve pensionsalderen.
- Syv ud af ti, at de ikke kan forestille sig at arbejde som 70-årige.
- Knap to ud af tre, at de regner med at gå på pension, når de er mellem 65 og 68 år.
- Hver tiende, at de regner med at gå på pension, når de er 70 år eller ældre.
- Cirka to ud af tre, at det er rimeligt at have 20 år eller mere på folkepension.
Kilde: HK/Privat