Vi får digital post med forkert afsender
Det er uklart, hvem borgerne får digital post fra. Ombudsmanden mener, det er på kant med forvaltningsloven.
Digital Post kritiseres nu af Ombudsmanden og en forsker i digital kommunikation for at være på kant med forvaltningsloven.
Digital Post kritiseres nu af Ombudsmanden og en forsker i digital kommunikation for at være på kant med forvaltningsloven. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


1. november skal danskerne være klar til at modtage post fra det offentlige i den digitale postkasse. Men Digital Post kritiseres nu af Ombudsmanden og en forsker i digital kommunikation for at være på kant med forvaltningsloven.

Digital Post er nemlig indrettet på en måde, så det er svært for borgerne at gennemskue, hvilken offentlig myndighed man kommunikerer med.

Sendes eksempelvis en digital meddelelse til Nordjyllands Politi, vil det i mappen med sendte meddelelser fremgå, at man har skrevet til Rigspolitiet. Og hvis der kommer brev fra Horsens Sygehus, vil det være Region Midtjylland, der står som afsender.

- Det betyder jo helt banalt, at man ikke kan være sikker på, hvem man kommunikerer med, og det kan give anledning til forvirring og fejl hos borgerne, siger Jesper Bull Berger, ph.d.-studerende ved RUC og forsker i digital kommunikation.

Problemet opstår, fordi det kun er myndigheder med et CVR-nummer - for eksempel kommuner, regioner og Rigspolitiet - der står som afsendere og modtagere af digital post. Også selvom det er undermyndigheder som politikredse eller sygehuse, der er den egentlige afsender.

- Når vi taler om sundhedsmyndigheder, så kan det være virkelig alvorligt. Man risikerer simpelthen at misse nogle vigtige meddelelser, fordi man ikke er opmærksom på, at det lokale sygehus står registreret som Region Midtjylland i den digitale postkasse, siger Jesper Bull Berger.

Også Folketingets Ombudsmand er gået ind i sagen. Ritzau har fået aktindsigt i et brev til Digitaliseringsstyrelsen, hvori Ombudsmanden slår fast, at det er på kant med forvaltningsloven, at myndigheder kan sende digitale meddelelser til borgerne uden korrekt afsenderinformation.

- På grundlag af de oplysninger, som jeg har modtaget i sagen, må jeg konstatere, at Digital Post løsningen i sin nuværende form ikke understøtter overholdelsen af det forvaltningsretslige krav om, at det skal være synligt for borgere, hvilken myndighed de pågældende kommunikerer med, står der blandt andet.

Digitaliseringsstyrelsen har efterfølgende lovet, at der bliver rettet op på problemet. Men det vil først ske, når en ny version af Digital Post ventes klar til drift i slutningen af januar 2016.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.