Det er ikke kun kroppen, der siger stop, når vi herhjemme må forlade arbejdsmarkedet. Danmark sætter nemlig en kedelig rekord for, hvor mange, der må stoppe arbejdslivet på grund af psykisk nedslidning.
Det beskriver en ny og omfattende OECD-rapport bragt i Berlingske.
Ifølge rapporten ligger der psykisk sygdom bag hver anden førtidspension eller fleksjob. Til sammenligning var det for 16 år siden blot en ud af fire.
Tallene og udviklingen er dybt bekymrende, mener en af folkene bag rapporten.
"Det er en ekstremt bekymrende udvikling, fordi vi ser ikke kun, at et stigende antal falder ud af arbejdsmarkedet. Vi ser samtidig, at det sker for stadigt yngre mennesker. Hvor den typiske mentalt nedslidte var omkring 55 tidligere, så er de i dag lige under 50," siger Christopher Prinz, ph.d. i demografi, senioranalytiker i OECD og forfatter til rapporten, til Berlinske.
Også fra politisk side bekymrer tallene.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg indrømmer til Berlingske, at : "der er meget stort arbejde at gøre her".
Ifølge avisen forhandler hun i disse dage med Folketingets partier om en reform af førtidspensionen, så ingen under 40 år kan modtage førtidspension men i stedet få psykolog - eller coachinghjælp.
Kilde: Berlingske