Fra et par uger siden kom Dansk Arbejdsgiverforening med et radikalt forslag om at sænke alle ydelser til folk på overførselsindkomst. Det har spredt skræk blandt alle dem, der risikerer at blive gjort fattigere af forslaget.
LO har regnet på, hvad det vil få for konsekvenser for blandt andet børnefamilier.
- Folk er i panik. De ser en risiko for, at deres levegrundlag bliver taget fra dem, og de aner ikke, hvad de skal stille op.
Det fortæller formand for Landsforeningen for Førtidspensionister Carl-Erik Nielsen. Siden forslaget blev offentliggjort har han oplevet en storm af opkald fra medlemmer, som er er dybt frustrerede.
- Vi bliver kimet ned af desperate folk. De forklarer, at de jo ikke kan arbejde og derfor føler sig fanget i deres egen situation. Nogen er så opgivende, at de overvejer at tage deres eget liv, siger Carl-Erik Nielsen.
Formand: Folk bliver syge af det her
Formanden fortæller, at førtidspensionisterne ikke blot lider af fysiske problemer. Mange af dem er også psykisk syge. Derfor rammer sådan et forslag dem ekstra hårdt.
- De bliver syge af det her. De kæmper i forvejen med en masse problemer og har ikke overskud til at bevare roen, når sådan en dårlig nyhed kommer ud, fortæller Carl-Erik Nielsen.
Han ser et problem i, at medierne altid starter med at fortælle, hvor meget folk vil miste, og først derefter fortæller, at det kun er et forslag, som formentlig slet ikke bliver gennemført.
- De her mennesker hæfter sig kun ved det første, de læser. Og det første er som regel det negative. De glemmer, at det hele kun er et forslag og derfor ikke ændrer ved noget foreløbig, siger han.
For nedslidte til at arbejde
Men lige meget om forslaget ikke bliver til noget eller ej, så undrer formanden sig over, hvorfor DA tror, at førtidspensionister skulle blive arbejdsparate ved at fattiggøre dem.
- Jeg er så træt af det misvisende billede af førtidspensionister, som mange har. De her mennesker får jo en førtidspension, fordi de er for nedslidte og syge til at arbejde. Det er ikke en situation, de selv har valgt, fortæller han.
Samtidig undrer han sig over, hvor DA har tænkt sig at finde alle de arbejdspladser, som det vil kræve, hvis omkring 50.000-100.000 mennesker skal i arbejde.
- Jeg gad vide, hvor de vil finde al det arbejde. Allerede nu er der en masse flex-jobbere, der ikke kan få arbejde, så jeg er sikker på, at DA's forslag ikke vil skabe den besparelse, man håber på, mener Carl-Erik Nielsen.