- Vi ældre hverken kan eller skal finde os i at blive hængt ud som en byrde for samfundet.
Sådan skriver den 82-årige blog-redaktør og forfatter Bent Aalbæk-Nielsen i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad.
Bent Aalbæk-Nielsen advarer i indlægget om, at begrebet "ældrebyrde" får nyt liv efter han har set det dukke op på ny i både trykte og elektroniske medier.
- Hvorfor er det lige netop os ældre der skal hænges ud som en byrde. Hvis vi ser på os ældre som en samlet gruppe, så er det nok rigtigt, at der er et underskud. Men det kan gøre mig vred. Vi yder fortsat, siger Bent Aalbæk-Nielsen til Avisen.dk.
De ældre er ikke i højere grad en byrde, end en række andre grupper i det danske samfund - grupper, som man aldrig ville finde på at hæfte byrde-prædikatet på, skriver Bent Aalbæk-Nielsen i debatindlægget.
- Det er da rigtigt, at vi ældre som gruppe betragtet koster samfundet penge på forskellige måder. Men det gør jo for eksempel også de søde små nyfødte, skriver Bent Aalbæk-Nielsen og mener, at det ville blive betragtet som uartigt, hvis der ved indgangen til en fødeafdeling hang et skilt med teksten ”Denne fødeafdeling er en økonomisk byrde for samfundet”.
Den livserfarne redaktør perspektiverer "ældrebyrden" i forhold til vuggestuer, børnehaverne, folkeskolen og de videregående uddannelser, og han konkluderer, at ingen af de nævnte betragtes som en byrde.
- Selve ordet "byrde" er udpræget negativt. Det vil sige, at man siger om os ældre, at vi er negative for samfundet. Bare tænk på alt det frivillige arbejde ældre laver. Sætter man tal på det, så er jeg sikker på, at vi giver overskud.
- Unge under uddannelse koster jo også samfundet en masse penge. Dem vil ingen drømme om, at betragte som en byrde, siger Bent Aalbæk-Nielsen til Avisen.dk.
Wikipedia skriver blandt andet om ordet "ældrebyrde", at det er et udtryk, som somme tider anvendes som uofficiel betegnelse for de mulige økonomiske konsekvenser af, at befolkningen i Danmark og andre vestlige lande bliver ældre.
Ordet har dog en nedsættende klang i manges øjne, skriver Wikipedia. Det bruges derfor ikke i regeringspublikationer og lignende, hvor der i stedet anvendes mere neutrale udtryk som "demografiske udfordringer".
Kilde: Wikipedia