Veteran møder landsmand for første gang i Wimbledon
Andy Murray har spillet 55 kampe i Wimbledon i sin karriere. Nu møder han for første gang en anden brite.
Andy Murray nyder at spille Wimbledon og hygger sig før mødet med ung landsmand.
Andy Murray nyder at spille Wimbledon og hygger sig før mødet med ung landsmand. Foto: Ben Curtis/AP


Tennisspilleren Andy Murray har været briternes spydspids i tennisverdenen i en årrække.

Han har spillet 55 Wimbledonkampe i karrieren. Tirsdag venter en landsmand for første gang, når han møder den kun 22-årige Liam Brody.

Mens Murray er nummer to på verdensranglisten, er Brody nummer 235.

- Jeg kender Liam ganske godt. Vi trænede lidt sammen tidligere i år. Han er en fin fyr, som arbejder hårdt. Jeg glæder mig til kampen, siger Andy Murray til britiske medier.

For Liam Brody bliver førsterundekampen kun hans tredje Wimbledonkamp i karrieren. Hvis han besejrer Andy Murray vil det være første gang i Murrays 11 Wimbledonturneringer, at han taber i første runde.

Statistikken taler også i mod Brody på anden måde. Han har aldrig tidligere besejret en spiller, som er højere end nummer 138 på verdensranglisten.

Caroline Wozniacki spiller sin første kamp tirsdag, når hun møder russeren Svetlana Kuznetsova, der er seedet som nummer 13. De spiller på Wimbledons Centre Court. Det samme gør førsteseedede Serena Williams i sin kamp mod schweizeren Amra Sadikovic.

Blandt de øvrige interessante kampe tirsdag er australieren Nick Kyrgios mod tjekken Radek Stepanek og Stan Wawrinka mod amerikaneren Taylor Fritz.

Caroline Wozniackis kamp forventes i gang omkring klokken 18.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.