Vestjylland kvæles af gæs: Skyd dem, før de smadrer vores mad
Landmændene er plagede af gæs, som æder og tramper på alt.
De vestjyske landmænds marker bliver for øjeblikket hærget af frække gæs, som æder, tramper på og ødelægger afgrøderne.
De vestjyske landmænds marker bliver for øjeblikket hærget af frække gæs, som æder, tramper på og ødelægger afgrøderne. Foto: Scanpix / Arkiv


Jægerne må skyde flere kortnæbbede gæs i den kommende jagtsæson. Bestanden af gæs har vokset sig for stor, og de giver store problemer for landmændene. Det skriver DR Midt & Vest.

Flokke på 5-10.000 gæs hærger jævnligt Hans Nielsens marker ved Stauning i Vestjylland.

- De lander lige så stille, og så spiser de alt omkring dem. De bider alting ned og tramper afgrøderne og jorden flade.

Området ved Stauning er populært, når gæssene er på træk.

- Jeg er nødt til at vælge afgrøder, der er mindre spændende for gæssene. Det koster omkring en kvart million kroner hvert år, siger han til DR Midt & Vest.

Der skal skydes omkring 14.000 kortnæbede gæs, så bestanden når ned på 60.000 gæs ifølge en ny international aftale. Det har Jesper Madsen, der er professor på institut for bioscience ved Aarhus Universitet været med til at anbefale.

De kortnæbbede gæs er dog ikke de værste syndere.

- Vi har langt større forvaltningsproblemer med bramgæs og grågæs, siger Jesper Madsen.

Men de to gæsarter er for øjeblikket freddede, så der er ikke jagtsæson for dem. Kun jægere med særlig tilladelse må skyde dem.

Bestanden af bramgæs er steget fra 40.000 i 1970'erne til over 1,3 millioner i dag.

- Vi startede med international forvaltning af de kortnæbede gæs som prøveklud. Nu er det aftalt, at vi også går i gang med en internationale plan for bramgås og grågåsen, siger han til DR Midt & Vest.

Derfor kan der være håb forude for Hans Nielsen og hans marker.

- Jeg tror ikke, det kommer til at gøre en forskel. Når der lander en flok på min mark, så ødelægger de det, der er.

Han er godt træt af at overvåge sine markerne for gæs fra august til maj.

- Man får aldrig fred. Jeg har allerede 15 jægere til at regulere dem. Men det er ikke nok til at holde dem væk, fortæller han til DR Midt & Vest.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.