Vestergaard debuterer for Werder Bremen med sejr
Midterforsvareren var med til at holde nullet, da Werder Bremen hentede en vigtig sejr over Hertha Berlin.
Jannik Vestergaard (th.) fik en sejr i sin Werder Bremen-debut.
Jannik Vestergaard (th.) fik en sejr i sin Werder Bremen-debut. Foto: CLAUS BONNERUP/POLFOTO


Jannik Vestergaard fik en fin debut for Werder Bremen, da klubben søndag vandt 2-0 hjemme over Hertha Berlin i Bundesligaen.

Den danske U21-landsholdsspiller var med i hele kampen, hvor Werder tog et skridt væk fra nedrykningszonen.

Jannik Vestergaard blev tidligere i denne uge hentet i Hoffenheim, hvor han ikke havde fået meget spilletid i sæsonen.

Argentineren Franco di Santo blev kampens overskyggende profil, da han scorede et mål i hver halvleg.

Dermed nåede Werders topscorer op på otte ligamål i sæsonen.

Det var blot tredje gang i sæsonen i Bundesligaen, at Werder Bremen gik fra en kamp uden at have indkasseret et mål.

Alligevel var sejren ikke helt overraskende, eftersom Werder nu har hentet 15 af klubbens 20 point på hjemmebane.

Til sammenligning har Hertha Berlin blot formået at indtjene fem point på udebane i sæsonen.

Werder Bremen tog et spring på fire pladser i tabellen og er nu nummer 12 med 20 point, mens Hertha Berlin ligger nummer 15 med 18 point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.