Vestas ser stadig fremtid for dansk vindmølleproduktion
Vindmølleproducenten fyrer 350 i Danmark. Men de tilbageværende skal ikke frygte en snarlig fyreseddel.
Vestas vil stadig have produktion i Danmark. (Arkivfoto)
Vestas vil stadig have produktion i Danmark. (Arkivfoto) Foto: Colourbox/Free


Vindmølleproducenten Vestas fyrer 350 ansatte på sin vingefabrik i den vestjyske by Lem. I meddelelsen skriver selskabet, at det til dels hænger sammen med "fabrikkens høje omkostningsniveau".

Ifølge Vestas skal ansatte og kommuner dog ikke frygte, at Vestas er ved at stoppe al produktion i Danmark.

- Der er ikke på nogen måde tale om, at vi lukker fabrikker i Danmark eller flytter job ud ad landet.

- For os er Danmark stadig det vigtigste marked, vi har. Det er vores hjemmebane, siger Morten Dyrholm, vicedirektør for marketing, kommunikation og public affairs i Vestas.

- Men markedet er dynamisk og rykker sig. Kigger man på offshorevindmøller har vi jo eksempelvis hyret 400 i år i Danmark.

Fabrikken i Lem havde før den varslede fyringsrunde omkring 1000 ansatte. Samlet har Vestas i Danmark 4600 ansatte, 2400 i produktionen.

Fyringerne kommer, kort efter at Vestas har leveret et regnskab for årets første ni måneder, der bød på en rekordomsætning og et resultat, det var næsten fordoblet til 4,6 milliarder kroner.

- Vi synes selvfølgeligt ikke, det er specielt behageligt at skulle sige farvel til så mange medarbejdere, og det er noget, vi tager dybt alvorligt.

- Men vi vil gerne fortsætte med at være lige så succesfulde, som vi er nu. Derfor bliver vi nødt til hele tiden at kigge på omkostningerne, og hvor der er efterspørgsel efter vores produkter, siger Morten Dyrholm.

Ifølge Jacob Pedersen, Vestas-analytiker ved Sydbank, er den danske produktion noget af den dyreste for Vestas.

- Vestas bliver nødt til holde sig skarpe og omkostningseffektive. Når man kigger rundt i verden, så er de dyreste job i Danmark, det kan man ikke komme uden om.

- Det er ikke mange år siden, at vi så en beregning, der viste, at Vestas' spanske fabrik kan sælge vindmøller billigere til Sverige, end den danske kan, siger Jacob Pedersen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.