Vestas lander nye ordrer i USA
Den danske vindmøllekoncern Vestas lander tre ordrer i USA. Kunden er blandt andet amerikanske Sunedison.
Vestas lander tre ordrer i USA.
Vestas lander tre ordrer i USA. Foto: Vestas/free


Den danske vindmøllegigant Vestas lander tre ordrer i USA. Det oplyser selskabet tirsdag aften.

Her oplyser den danske vindmøllekoncern, at selskabet har modtaget en fast og ubetinget ordre i USA på 47 V112-3.3 MW-møller med en samlet kapacitet på 155 megawatt.

Kunden er Sunedison, og vindmøllerne skal leveres til Maine, USA. Kontrakten inkluderer levering og idriftsættelse af vindmøllerne samt en tiårig serviceaftale.

Idriftsættelse forventes i andet halvår af 2016.

Den anden aftale, selskabet har hevet i hus, tæller 83 V117-3.3 MW-møller, svarende til 274 MW. Også her er Sunedison aftager, men lokationen er Texas. Også denne kontrakt inkluderer levering og idriftsættelse af vindmøllerne og en tiårig serviceaftale.

Idriftsættelse forventes i første halvår af 2016.

Foruden de to aftaler med Sunedison har Vestas modtaget en tredje fast og ubetinget ordre i USA på 54 V110-2.0 MW-møller, svarende til i alt 108 MW. Kunden har ikke ønsket at få sit navn frem, men er også at finde i USA.

Kontrakten inkluderer levering og idriftsættelse af vindmøllerne samt en femårig, skræddersyet serviceaftale.

Levering af vindmøllerne forventes i tredje kvartal af 2016, mens idriftsættelsen forventes i fjerde kvartal af 2016.

For bare få dage siden landede en kontrakt om 75 vindmøller og 150 megawatt i underskrevet stand på Vestas' bord.

Her var kunden også amerikansk, det var nemlig EDF Renewable Energy i den amerikanske delstat Texas, oplyste Vestas i en fondsbørsmeddelelse.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.