Vestas har leveret et væsentligt stærkere regnskab end forventet, og selskabet bliver ganske retfærdigt belønnet på aktiemarkedet.
Sådan siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.
- Der er masser af godbid til investorerne. Det er et Vestas i storform, der tager indtjeningsniveauerne til nye højder, siger han.
Årets første halvdel er forløbet bedre end forventet for Vestas, og vindmølleselskabet forventer at tjene godt resten af året.
Derfor opjusterer Vestas sine forventninger til 2016 og venter en omsætning på 9,5 milliarder euro. I februar meldte vindmølleselskabet ud, at forventningen til omsætningen var mindst ni milliarder.
- Når man kigger på tallene, er det tydeligt, hvorfor Vestas opjusterer. Det er et meget stærkt regnskab. Man har overleveret væsentligt flere vindmøller til kunderne, og man har tjent væsentligt flere penge på de vindmøller, man har overleveret, siger Jacob Pedersen.
- Vestas har leveret et væsentligt bedre andet kvartal end forventet, og det giver en opjustering for hele året. Det vidner om, at Vestas kan tage indtjeningen op på nogle niveauer, som jeg tror, de færreste investorer havde forventet, siger han.
Regnskabet blev øjeblikket belønnet på aktiemarkedet. Vestas aktie var kvart over ni torsdag morgen steget til 12,2 procent til 547 kroner per aktie.
- Aktien kommer til at stige markant. Det er retfærdigt, synes jeg, siger Jacob Pedersen.
- Markedet er blevet meget bedre, særlig det amerikanske marked, og Vestas har leveret to gedigne overraskelser. Dels deres første prognose for 2016, som var bedre, end alle havde regnet med, dels nu den stærke opjustering, som kommer tidligere end ventet, siger han.
Vestas har en omfattende lokal produktion i Colorado, og det amerikanske marked er afgørende for selskabet.
Derfor vakte det glæde, da den amerikansk støtteordning, PTC, blev forlænget ved årsskiftet. Formelt er ordningen udløbet. Men de amerikanske politikere har besluttede at udfase den frem til 2020.
/ritzau/