Vestager trækker overskrifter efter Google-sag
Jernhård, hjørnesten og en inspirationskilde til hovedkarakteren i Borgen bliver der skrevet om Vestager.


Flere internationale medier bringer portrætter og artikler om EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, efter at hun onsdag meddelte, at kommissionen har sendt Google en formel klagemeddelelse.

Financial Times, The New York Times, den franske avis Le Monde og den italienske udgave af Wired er blot nogle af dem.

Den danske kommissær får flere steder rosende ord med på vejen.

Financial Times kalder Vestager for "EU's jernhårde konkurrencekommissær" og skriver, at hun hurtigt er blevet "en hjørnesten i Jean-Claude Junckers kommission".

Samme toner lyder fra Le Monde, som skriver, at Vestager nu er blandt de "store" i Bruxelles.

Det var på et pressemøde onsdag i Bruxelles, at Vestager fortalte, at kommissionen mener, at Google misbruger sin dominerende position på markedet for søgemaskiner på internettet.

Derudover meddelte hun, at kommissionen også igangsætter en undersøgelse af Googles styresystem, Android, for brud på de europæiske konkurrenceregler.

Det europæiske onlinemedie EUobserver kalder Vestagers præsentation under pressemødet for "selvsikker og upartisk" og beskriver hende som en af de mest magtfulde myndighedspersoner i forretningsverdenen.

Det er også efter bare knap seks måneder i jobbet som konkurrencekommissær, at Vestager sætter hårdt ind over for Google.

Til sammenligning forsøgte hendes forgænger, Joaquín Almunia, uden held tre gange at indgå forlig med Google.

Det er noget, som bliver påpeget i flere artikler - blandt andet i et portræt fra The New York Times.

Her bliver det også beskrevet, hvordan Vestager er kendt for at strikke særligt elefanter under sine møder.

Avisen - ligesom andre medier - noterer sig også, at Vestager angiveligt er en af inspirationskilderne til hovedkarakteren, Birgitte Nyborg, i den danske tv-serie Borgen.

En serie, som er meget populær blandt politikere, diplomater og journalister i Bruxelles og flere EU-lande.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.