Vestager skyder påstand om klapjagt på USA-firmaer i EU ned
Påstand om forskelsbehandling af amerikanske firmaer i skattesager holder ikke, siger den danske EU-kommissær.
Der er intet hold i USA's påstand om, at EU har særlig fokus på amerikanske selskabers skatteforhold, lyder det fra EU-kommissær Margrethe Vestager.
Der er intet hold i USA's påstand om, at EU har særlig fokus på amerikanske selskabers skatteforhold, lyder det fra EU-kommissær Margrethe Vestager. Foto: Yuri Gripas/AFP


EU's nylige skatteregning til Apple på 100 milliarder kroner er ikke udtryk for diskrimination af amerikanske selskaber.

Det fastslår EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, på et møde i Washington.

Der er ingen beviser på forskelsbehandling af USA-selskaber at finde i de skattesager, som kommissionen har rejst, understreger hun ifølge AFP på et pressemøde før et møde med USA's finansminister, Joseph Lew.

Da Vestager i august meddelte, at Irland har 15 milliarder euro til gode i manglende skat fra Apple, faldt det ikke i god jord hos den amerikanske regering.

Joseph Lew sagde således, at det var udtryk for et unfair angreb målrettet amerikanske selskaber.

Men det er der intet belæg for ifølge Vestager. Af de cirka 150 lignende skatteafgørelser, EU-Kommissionen har foretaget siden 2000, er amerikanske firmaer kun blandet ind i to procent af sagerne, oplyser hun.

Vestager udtalte sig, få timer efter at EU indledte en grundig undersøgelse af et europæisk selskab. Det franske naturgasselskab Engie (tidligere kendt som GDF Suez) mistænkes for at have skatteaftaler med Luxembourg, som måske ikke tåler dagens lys.

- Vi vil undersøge Luxembourgs skatteafgørelser med GDF Suez nøje. Det lader til, at de er i modstrid med de nationale skatteregler, sagde Margrethe Vestager i en meddelelse mandag eftermiddag.

Foruden Apple er også andre amerikanske selskaber blevet kigget i kortene af EU. Deriblandt Starbucks, Amazon og Google.

Men også uden for Europa er der fokus på, hvor meget - eller lidt - de amerikanske gigantkoncerner afleverer til fælleskassen.

Indonesien har for nylig indledt en granskning af Googles skattebetalinger. Google risikerer at få et smæk på 400 millioner dollar eller cirka 2,7 milliarder kroner ifølge Reuters.

Angiveligt betalte Google i 2015 kun 0,1 procent i skat af sine indtægter. Yahoo, Twitter og Facebook er også kaldt til torskegilde.

Og i Japan er Apple rendt ind i en anden sag. Myndighederne har krævet omkring 12 milliarder yen, cirka 788 millioner kroner, fra Apples iTunes-afdeling i landet.

Lokale medier skrev fredag, at pengene er betalt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.