Vestager er godkendt: Det er stort
Der har været omrokeringer og problemer med kandidater, men EU-Kommissionen fik grønt lys af parlamentet.
Der har været omrokeringer og problemer med kandidater, men EU-Kommissionen fik grønt lys af parlamentet.
Der har været omrokeringer og problemer med kandidater, men EU-Kommissionen fik grønt lys af parlamentet. Foto: Yves Logghe/AP


Den største forhindring er passeret for Margrethe Vestager og de øvrige kommissærkandidater, efter at EU-Parlamentet onsdag har stemt og godkendt den kommende EU-kommission.

- Det har været en ganske lang periode med forberedelser, og så var der krise med nogle af høringerne. Så jo, det er en lettelse. Jeg synes, at det er en stor ting, og jeg er meget, meget glad, siger Margrethe Vestager.

- Jeg betragter det som noget af det vigtigste overhovedet, at Europaparlamentet godkender.

Den tidligere danske økonomi- og indenrigsminister, som forventes at tiltræde posten som EU-kommissær for konkurrence 1. november, var sammen med de øvrige kommissærer til stede i parlamentet i Strasbourg ved afstemningen.

Der mangler kun en formel godkendelse af medlemslandene, inden EU-Kommissionen er helt klar, og den ventes at falde på topmødet i Bruxelles senere på ugen.

Under formiddagens debat i parlamentet blev Vestager mindet om, at der også er mange - knap en tredjedel af parlamentet - som ikke støtter kommissionen og stemte nej.

- Det var en meget kontant påmindelse om, at der er mange forskellige holdninger til, hvordan Europa skal udvikle sig. Det er et meget stort flertal, der går ind for stærke europæiske løsninger, siger Margrethe Vestager.

- Og så er der nogle, der ønsker et løsere samarbejde. Det er godt at have dette som udgangspunkt, for så er der noget at leve op til og levere ind i. Der er en tillid, som vi måske kan gøre os fortjent til.

På det løsere rygteplan var Vestager i en periode i spil til en anden kommissærpost, selvom hun klarede sin høring til konkurrenceposten uden kritik.

Den tidligere økonomi- og indenrigsminister fortæller, at hun ikke på noget tidspunkt været involveret i sådanne rokadeplaner eller selv været i spil til en anden post.

- Nej, det har jeg ikke. Det er udelukkende præsidentsager, siger Vestager.

Der blev en enkelt rokade i formand Jean Claude-Junckers kommission i sidste uge.

Sloveneren Alenka Bratusek, som klarede sig dårligt ved sin høring og blev stemt ned, blev siden erstattet af Violeta Bulc.

Herefter besluttede Juncker at flytte slovakken Maros Sefcovic til posten som kommissær for EU's energiunion, som Bratusek først var udset til, for dernæst at indsætte Bulc på posten som transportkommissær.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.