EU-Kommissionsformand Jean-Claude Junckers state of the union-tale onsdag har modtaget kritik for at være virkelighedsfjern, ikke koncentrere sig om EU's eksistentielle krise og sigte mod de forkerte udfordringer.
Det er Danmarks repræsentant i kommissionen, konkurrencekommissær Margrethe Vestager, dog helt uenig i.
- Det ville være misvisende at lave en dunkel analyse og trække gardinerne for og sige, at enden er nær. Man er nødt til at være pragmatisk, beslutningsdygtig og handlingsorienteret, siger hun:
- Det lykkedes rigtig godt i talen. Det blev ikke dybt passioneret, men det var heller ikke meningen. Det blev heller ikke en dommedagsprædiken. Men den var rolig, alvorlig og kom med konkrete forslag. Det var en substansmættet tale.
Danmarks udenrigsminister, Kristian Jensen (V), mener, at formanden sigter mod at løse de forkerte problemer i unionen. Han efterlyser i stedet konkrete forslag på løsninger af migrationskrisen.
Men de løsninger er der allerede, mener den danske kommissær.
- Han må have hørt en anden tale. Vi er allerede meget godt rundt, men det er da glædeligt, det også er Kristian Jensens prioriteter, siger hun.
- De forslag, som skal give mulighed for, at Europa kan tage et ansvar for flygtninge, ligger på ministrenes bord allerede.
- Vores forslag med en investeringsfond er en del af svaret på at håndtere migration. At investere i lande, så der skabes vækst, virksomheder og arbejdspladser vil adressere de problemer, der gør, at folk rejser sig op og går, siger Vestager.
Desuden har talen modtaget dansk kritik for at præsentere et forslag om gratis wi-fi og 5G, som ikke svarer til den krise, EU står midt i, lyder det.
Det handler om at skabe muligheder, siger Margrethe Vestager.
- Det skal ikke kun handle om at løse problemer, det skal også være med til at bygge op, for ellers kan vi ikke være med til at skabe de arbejdspladser, der er brug for, siger den danske EU-kommissær.
/ritzau/