Vestager angriber DF's krav om EU-folkeafstemning
Det er som at sømme budding op på væggen at finde ud af, hvad Dansk Folkeparti mener om EU, siger Vestager.
Jeg begriber slet ikke, hvad tankerækken er. Jeg synes, det er meget, meget uklart, hvad Dansk Folkeparti står for i EU-spørgsmålene, siger Margrethe Vestager.
Jeg begriber slet ikke, hvad tankerækken er. Jeg synes, det er meget, meget uklart, hvad Dansk Folkeparti står for i EU-spørgsmålene, siger Margrethe Vestager. Foto: Darko Vojinovic/AP


I øjeblikket er det fuldstændig uklart, hvad Dansk Folkepartis holdning er til det danske medlemskab af EU.

Det siger EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, efter at Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, har sagt, at han vil have en folkeafstemning om en dansk udgave af Storbritanniens kommende aftale med EU.

- Jeg begriber slet ikke, hvad tankerækken er. Jeg synes, det er meget, meget uklart, hvad Dansk Folkeparti står for i EU-spørgsmålene, siger den danske EU-kommissær.

Kristian Thulesen Dahl har sagt, at han ikke ønsker Danmark ud af EU, men ind i noget nyt samarbejde.

Han vil derfor have en folkeafstemning om, hvorvidt Danmark skal placere sig samme sted som Storbritannien, når det på et tidspunkt står klart, hvordan briternes fremtidige forhold til EU bliver efter beslutningen om at melde sig ud.

- Thulesen Dahl kunne lige så godt sige, at han vil have en folkeafstemning om, hvorvidt Danmark skal være medlem af EU eller ej. Briterne har jo besluttet sig for at melde sig ud, siger Margrethe Vestager.

Hun vender i dag de gamle vittigheder om De Radikale mod Dansk Folkeparti og siger, at det er som at sømme budding op på væggen og som glat håndsæbe, når man prøver at få hold på, hvad partiet mener.

- Hvordan i himlens navn kan man være så national som Thulesen Dahl og sige, at det, der er godt for andre, det er med 100 procent sikkerhed også godt for os, spørger den tidligere radikale leder.

- Danmark er ikke Storbritannien. Vi har hverken størrelsen, slagkraften eller den samme geopolitiske placering, siger Margrethe Vestager.

Hun angriber også Dansk Folkepartis forsikring til vælgerne om, at Danmark nemt vil kunne få en parallelaftale og dermed blive i Europol, hvis vælgerne stemte nej til at ændre det danske retsforbehold.

Det blev et nej ved folkeafstemningen i december, men foreløbig er der ingen meldinger om, at Danmark er på vej til at få en parallelaftale med EU om politisamarbejdet.

- Det er helt åbent, hvordan det ender. Den tekniske sværhedsgrad i sådan en parallelaftale er meget stor, siger Margrethe Vestager.

- Jeg ved ikke, hvad Dansk Folkeparti har bygget deres løfte på, siden de kunne være så skråsikre. De har i hvert fald ikke taget mine ord for pålydende. Men de kan jo have helt andre kilder, siger hun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.