Verdensrangliste sender Nadal ud i kulden
Den nye verdensrangliste sender Rafael Nadal tæt på Top 10-exit efter kvartfinalenederlag i French Open.
Tennisstjernen Rafael Nadal daler til plads nummer 10 på verdensranglisten.
Tennisstjernen Rafael Nadal daler til plads nummer 10 på verdensranglisten. Foto: David Vincent/AP


Når man er forsvarende mester i en grand slam-turnering og ryger ud af kvartfinalen året efter, mister man mange point på verdensranglisten.

Det kan den spanske tennisstjerne Rafael Nadal bevidne, efter at den nye verdensrangliste mandag blev offentliggjort.

Her er den detroniserede gruskonge dalet til 10.-pladsen, hvilket er hans laveste placering, siden han som teenager i 2005 buldrede ind på tennisscenen og frem på verdensranglisten.

Nadal har de seneste år været plaget af flere skader, og han har i denne sæson haft svært ved at levere de sædvanlige topresultater - selv på det røde grusunderlag, hvor han tidligere var urørlig.

Efter ni French Open-titler på 10 år tabte Nadal i år i kvartfinalen til verdensetteren Novak Djokovic, der klart beviste, at han på nuværende tidspunkt er stærkere end spanieren.

Trods den historisk dårlige ranglisteplacering kan Nadal trøste sig med sin meritliste, der tæller hele 14 grand slam-titler, hvilket sammen med Pete Sampras er næstflest af alle herresinglespillere i historien kun overgået af Roger Federers 17 titler.

Schweizeren Federer holder sin andenplads på den nye rangliste foran Andy Murray, mens French Open-vinderen Stanislas Wawrinka hopper op på fjerdepladsen.

Kvindernes verdensrangliste toppes fortsat suverænt af Serena Williams, der ved French Open snuppede sin 20. grand slam-titel. Caroline Wozniacki fastholder sin femteplads på ranglisten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.