Verdensmester Maja Jager er færdig ved VM i bueskydning
Maja Jager er ude af VM i bueskydning i København. Også Carina Rosenvinge er ude af konkurrencen.
Maja Jager formåede ikke at genvinde verdensmesterskabet i bueskydning. Hun røg tidligt ud af turneringen.
Maja Jager formåede ikke at genvinde verdensmesterskabet i bueskydning. Hun røg tidligt ud af turneringen. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


VM i bueskydning på hjemmebane blev langt fra den store succes for de danske deltagere, man havde håbet på.

Den forsvarende verdensmester i bueskydning Maja Jager blev tidligt slået ud af turneringen i OL-disciplinen recurve.

Danskeren tabte til mexicanske Karla Hinojosa med cifrene 2-6. Det startede ellers godt fra morgenstunden, da Jager overbevisende vandt sin første kamp over slovakiske Lucanicova Zuzana.

- Jeg er selvfølgelig skuffet over, at det ikke gik. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, men jeg gav alt, hvad jeg havde. Det er rigtig ærgerligt, at jeg ikke når mit niveau, siger Maja Jager til TV2 Sport.

Landstræner Niels Dall kender ærgrer sig også over dagens resultat.

- Det var en hård omgang derude i dag. Forholdene er fine, men Maja kommer en smule skævt fra start. Hun falder en lille smule, og så bliver man straffet med det samme på det her niveau, siger landstræner Niels Dall til TV2 Sport og fortsætter:

- Hun er rigtig skuffet.

Også Carina Rosenvinge er ude af VM. Hun vandt ligeledes dagens første kamp, men tabte så den næste.

- Vi gik helt klart efter at nå længere med Maja og Carina, så jeg er rigtig ærgerlig. Vi må hjem og se på, hvad vi kunne have gjort anderledes, siger Niels Dall.

Dermed ligger medaljehåbet nu hos det danske herre compound-hold, der har muligheden for at vinde bronze, når turneringen flytter til Christiansborg Slotsplads i weekenden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.