Verdensmester Hamilton starter i pole position i Kina
42 tusindedele af et sekund adskilte de to Mercedes-kørere ved kvalifikationen til Kinas Formel 1-grandprix.


Lørdagens kvalifikation i Shanghai blev en stor succes for Mercedes-teamet, der indtager de to første pladser i startgridden ved årets tredje Formel 1-grandprix.

Verdensmester Lewis Hamilton starter i pole position. Briten var beskedne 42 tusindedele af et sekund hurtigere end teamkammerat Nico Rosberg, der starter løbet som nummer to.

I næste geled starter Ferraris Sebastian Vettel, der var hurtigere end Williams' Felipe Massa, der indleder løbet på en fjerdeplads.

Det er to finner, der indtager de næste pladser. Valtteri Bottas blev nummer fem, mens Kimi Räikkönen blev nummer seks.

Hos McLaren gik det derimod knap så godt. Skiftet fra Mercedes-motorer til Honda-motorer har stadigvæk ikke givet fart nok i bilerne, og kvalifikationen var bestemt ingen undtagelse.

Jenson Button blev noteret for 17. bedste tid, og briten var fire tusindedele af et sekund hurtigere end teamkammerat Fernando Alonso, der begynder som nummer 18.

Kun Marussias to racere starter bag McLaren-kørerne.

I modsætning til fredagens træning forløb kvalifikationen uden tilskuere på banen. Fredag havde en tilskuer forceret både et hegn og en mur, før han var løbet ned mod Ferraris garage i pitten og forlangte at få lov til at køre.

Søndagens grandprix begynder klokken 8.00.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.