Verdensledere rejser over 70 milliarder til Syrien
EU-præsident Donald Tusk oplyser, at EU alene sender tre milliarder euro til Syrien.
En international donorkonference i London skal indsamle penge til ofrene for konflikten i Syrien. EU vil bidrage med tre milliarder euro.
En international donorkonference i London skal indsamle penge til ofrene for konflikten i Syrien. EU vil bidrage med tre milliarder euro. Foto: Anonym/Free


Deltagerlandene ved donorkonferencen i London ender med at rejse 11 milliarder dollar, svarende til over 70 milliarder danske kroner, til det krigsramte Syrien, skriver Reuters.

Pengene skal gives til Syrien og nabolandene Jordan, Libanon og Tyrkiet, som har modtaget millioner af flygtninge som følge af den fem år lange syriske borgerkrig.

Den britiske premierminister David Cameron oplyste beløbet torsdag aften ved konferencens afslutning. Her sagde han også, at pengene vil falde sådan, at landene donerer seks milliarder dollar i dette år og fem milliarder mere inden 2020.

Tidligere på dagen kom det frem, at EU har besluttet at donere over tre milliarder euro, svarende til over 20 milliarder danske kroner.

Flere lande havde også allerede forud for konferencen meldt sig på banen med milliardstore bidrag.

Blandt dem var værterne Storbritannien, Norge og Tyskland, der var de første til at annoncere deres bidrag.

Pengene skal bruges på nødhjælp, uddannelse, sundhed, mad, beskyttelse, vand, hygiejne og et tag over hovedet til de mange syrere på flugt.

I alt vil Norge samlet bidrage med cirka ti milliarder norske kroner i løbet af fire år.

Mens den britiske premierminister, David Cameron, forud for konferencen meddelte, at Storbritanniens regering er klar til at give 1,2 milliarder pund.

Det svarer til knap 12 milliarder kroner.

Tyskland havde på forhånd meldt ud, at landet ville give 2,3 milliarder euro, som svarer til over 17 milliarder danske kroner.

For Danmark deltog statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), og han gav et konkret løfte om 688 millioner kroner i hjælp til ofrene for krigen i Syrien.

Donationerne kommer på bagkant, af de syriske fredsforhandlinger, som FN åbnede fredag, men som allerede er sat på pause frem til slutningen af februar.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.