Verdenskendt matematiker dør i bilulykke
Modtager af nobelpris og verdenskendt matematiker John Nash er død i en bilulykke sammen med sin kone.
Matematikgeniet John Nash på en pressekonference i 1994, da han fik Noblprisen i økonomi. Nash døde lørdag i en bilulykke. Han blev 86 år.
Matematikgeniet John Nash på en pressekonference i 1994, da han fik Noblprisen i økonomi. Nash døde lørdag i en bilulykke. Han blev 86 år. Foto: Charles Rex Arbogast/AP


Den amerikanske matematiker John Nash, hvis liv blev portrætteret af Russell Crowe i den Oscar-vindende film "Et smukt sind", er død i en bilulykke, skriver BBC.

86-årige John Nash og hans 82-årige kone, Alicia Nash, omkom begge, da deres taxa kørte galt i New Jersey tæt ved New York i USA, oplyser politiet ifølge det lokale medie NJ.com.

Ægteparret var på vej hjem fra lufthavnen, hvor de var landet efter en tur til Norge. John Nash havde været i Norge for at få overrakt den fornemme Abelprisen i matematik af den norske kong Harald.

Nash vandt som den første matematiker en nobelpris, da han i 1994 modtog nobelprisen i økonomi for sine bidrag til spilteorien.

Da der på det tidspunkt ikke fandtes nogen nobelpris i matematik, gav komitéen Nash den særlige pris i økonomi.

Spilteorien fandtes i forvejen, men Nash tilføjede kernebegrebet Nash-ligevægt.

Spilteorien er simpelt forklaret en teori om og studie i, hvordan spillere opfører sig i forskellige slags spil - og kan bruges til selskabsspil som ludo og ved større økonomiske konflikter, som virksomheders indbyrdes konkurrence på et givent marked.

Nash-ligevægt eksisterer kun i spil mellem to eller flere personer og undersøger, hvad parterne kan få ud af spillet, hvis de går efter det optimale udkomme.

Filmen "Et smukt sind" fokuserede på Nashs gennembrud i matematik og hans indre kamp mod skizofreni.

- Lamslået. Mit hjerte går ud til John og Alicia og familien. Et fantastisk partnerskab. Smukke sind, smukke hjerter, skriver Russell Crowe, der blev nomineret til en Oscar for sit portræt af John Nash, på Twitter.

Konen Alicia Nash tog sig af sin mand, mens han kæmpede med sin sindslidelse, skriver NJ.com.

De blev begge fortalere for mental sundhedspleje, da deres søn John også blev diagnosticeret med skizofreni.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.