Verdensetter vil have ændret Davis Cup-formatet
Novak Djokovic ser gerne, at turneringen for landshold bliver afviklet mere komprimeret end i øjeblikket.
Novak Djokovic håber, at Davis Cup-formatet bliver ændret.
Novak Djokovic håber, at Davis Cup-formatet bliver ændret. Foto: Lynne Sladky/AP


Tennisspillerne i verdenseliten har travlt med at spille turneringer. Faktisk så travlt at det nogle gange kan være svært at finde tid og overskud til at krydse adskillige tidszoner for at spille kampe i Davis Cup-turneringen.

Verdensetteren i herresingle, Novak Djokovic, er blandt de, der gerne ser en ændring af det nuværende format, hvor kampene bliver spillet over fire forskellige weekender fra marts til november.

- Tidsplanen er, især for topspillerne, meget dårlig, siger serberen ifølge nyhedsbureauet AFP.

- En af mulighederne er at spille turneringen over to uger, hvor man har de 16 bedste landshold med, der spiller i grupper med fire hold i hver gruppe fire forskellige steder. Og derefter med en Final 4.

- Det vigtige er at gøre det attraktivt for topspillerne at være med. Vi elsker alle at repræsentere vores land ved OL og i Davis Cup, men man kan ikke gøre det hele tiden. Jeg taler ud fra mine personlige erfaringer, siger Novak Djokovic.

Den ottefoldige grand slam-vinder sagde sidste år fra til at spille Davis Cup, men i år er han med igen.

- Jeg ønsker at være mere med i turneringen, men nogle gange må man træffe nogle valg. Derfor støtter jeg, at man ændrer formatet så hurtigt så muligt, siger Novak Djokovic.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.