Verdensbanken: Global opvarmning gør millioner fattige
Over 100 millioner mennesker kan blive presset ud i fattigdom af den globale opvarmning, siger FN-eksperter.


Den globale opvarmning vil udbrede sygdomme, ødelægge afgrøder og skubbe yderligere 100 millioner mennesker ud i fattigdom, hvis der ikke gribes ind, hedder det i en ny advarende rapport fra Verdensbanken.

- Uden hurtig, inkluderende og smart klimamæssig udvikling vil over 100 millioner blive kastet ud i fattigdom inden 2030, skriver Verdensbanken i rapporten "Chokbølger", der handler om klimaforandringernes indvirkning på fattigdommen.

Få uger før klimatopmødet i Paris slår Verdensbanken alarm og advarer om, at det bliver umuligt at udrydde fattigdom, hvis der ikke bliver grebet ind mod ekstreme vejrforhold, stigende verdenshave og alvorlig tørke.

- Klimaændringer rammer de fattigste hårdest, og det er vores udfordring at beskytte snesevis af millioner af mennesker mod ekstrem fattigdom som følge af et ændret klima, siger Verdensbankens præsident, Jim Yong Kim.

I dag lever 702 millioner mennesker i fattigdom, ifølge Verdensbankens beregninger.

- De fattige er mere sårbare over for klimarelaterede rystelser end mere velstående folk, hedder det i rapporten, der pointerer, at verdens fattige allerede er ramt af den globale opvarmning.

- Indgreb, der vil reducere CO2-udslip, vil kun have begrænset effekt på klimaet frem mod 2030, påpeger Verdensbanken og understreger videre:

- Dette gør det endnu mere vigtigt at forberede lokalsamfund og ruste dem til at klare fremtidens kriser. Det er også absolut nødvendigt at forbedre sociale sikkerhedsnet og almindelig sundhedshjælp, lige som det er helt nødvendigt at målrette udbedring af oversvømmelsesværn og varslingssystemer for at mindske de seneste 15 års skader.

Verdensbanken siger, at verdens evne til at håndtere fortsat global opvarmning vil blive mere begrænset efter 2030. Umiddelbare tiltag er helt afgørende, hedder det.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.