Verdens største krydstogtskib på jomfrurejse i Middelhavet
Torsdag bliver verdens største krydstogtskib testet i Frankrig. Omkring 5500 passagerer kan være på skibet.
Her er verdens største krydstogt ved at blive bygget på et skibsværft i Frankrig. Torsdag finder første prøvesejlads sted.
Her er verdens største krydstogt ved at blive bygget på et skibsværft i Frankrig. Torsdag finder første prøvesejlads sted. Foto: Royal Caribbean Press Center/Free


Et krydstogtskib, der er længere end Eiffeltårnet er højt, bliver for første gang sat til søs torsdag i Frankrig.

"Harmony of the Seas" hedder det lange skib, der er verdens største og skal kunne fragte 5400 krydstogtpassagerer rundt på verdenshavene. Det har været under konstruktion siden september 2013 i Saint-Nazaire i det vestlige Frankrig.

Skibet er 361 meter langt og har 15 dæk i højden. Med sin længde slår skibet rekord og får Titanics 269 meter til at blegne.

Skibets første tur i søen har ikke været med passagerer, men er en prøvesejlads med 500 fra mandskabet om bord. I alt kan skibet dog rumme 2394 medarbejdere.

Det er forventet, at skibet skal på sin egentlige jomfrurejse den 20. maj. Da skal skibet sejle mod Barcelona på sin første rejse, der foregår i Middelhavet.

Der er i første omgang ikke planer om, at "Harmony of the Seas" skal forbi Danmark, fortæller krydstogtchef Arnt Møller Pedersen fra Copenhagen Malmø Port (CMP), der er ansvarlig for afviklingen af krydstogttrafikken i København.

- Skibet vil i år sejle fra Barcelona og skal ellers også sejle i Caribien, siger han.

- Vi kan i princippet godt tage de helt store skibe i København, men problemet er, at de er for lange til at gå ind i Stockholm og Sankt Petersborg, hvor turen typisk går videre efter et stop i København, tilføjer Arnt Møller Pedersen.

- Det her skib kan tage næsten 5500 passagerer. De største vi får i København i øjeblikket kan tage 4100 passagerer. Det er typisk generationen før det her skib, siger han.

Skibet er ejet af det amerikanske rederi Royal Caribbean International. Om bord på megaskibet er blandt andet 20 restauranter, en skøjtebane, en surfsimulator og en vandrutsjebane, der strækker sig over 10 dæk.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.