Verdens oliebroderskab søger efter solidariteten
Gamle magtforhold står for fald, når Opec onsdag mødes i et forsøg på at mindske olieproduktionen.
Opec har svært ved at nå til enighed.
Opec har svært ved at nå til enighed. Foto: /Free


Olieprisen er faldet markant siden midten af 2014, hvor en tønde olie hentet i Nordsøen solgte for et pænt stykke over 100 dollar.

Nu er prisen langt under det halve, og det gør ondt i lande som Saudi Arabien, der har baseret mere eller mindre hele sin økonomi på oliepenge.

Derfor har foreningen af olieeksporterende lande, Opec, i månedsvis forsøgt at vende tilbage til fordums tider og sammen blive enige om at skære i produktionen for at tvinge prisen op.

Onsdag holdes et afgørende møde i Wien mellem de 14 lande i organisationen, men tirsdag ser det sort ud.

Saudi Arabien, Iran og Irak er langt fra enige og ingen ved, om der bliver bluffet eller om Opec har mistet sin enighed.

Søndag luftede Saudi Arabien muligheden for helt at forlade forhandlingerne og tirsdag har Iran igen understreget, at landet ikke har tænkt sig at mindske sin produktion.

- Iran og Irak har troet, at Saudi Arabien ville påtage sig hele reduktionen i produktionen, fordi landet har behov for højere oliepriser. De har troet, at de kunne presse Saudi Arabien op i hjørne.

- Men nu har Saudi Arabien vist, at de bestemt ikke står i et hjørne og kun vil lave en aftale, hvis alle bidrager, siger chefanalytiker hos Energy Aspects Amrita Sen til Bloomberg News.

Opec, der blev startet i 1960, producerer lidt over 40 procent af al den olie, der bliver brugt i verden.

Når sammenslutningen er solidarisk har den stor indflydelse på olieprisen. Eksempelvis tredoblede organisationen olieprisen i 1973, da man skar voldsomt i produktionen.

Saudi Arabien har længe haft stor magt i Opec, men efter at Irak igen er blevet en stabil leverandør og sanktionerne mod Iran er løftet, er der udløst en magtkamp.

- Problemet for Saudi Arabien er, at vi ikke er i 1980'erne eller 1990'erne, hvor alle bare fulgte dem.

- I dag er medlemmer som Iran og Irak stærke og deres mål er at tage en stor markedsandel, siger chefanalytiker ved Natixis Abhishek Deshpande til Bloomberg.

Uenighederne og udsigten til, at Opec ikke kan blive enige, sender tirsdag olieprisen ned med 3,7 procent til 46,5 dollar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.