Verdens nummer et testes efter dopingprøve
Badmintonspilleren Lee Chong Wei er i Norge, hvor hans b-prøve blev testet onsdag. Han risikerer karantæne.
Verdens bedste badmintonspiller, Lee Chong Wei, er under mistanke efter en positiv doingprøve.
Verdens bedste badmintonspiller, Lee Chong Wei, er under mistanke efter en positiv doingprøve. Foto: Kin Cheung/AP


Badmintonspilleren Lee Chong Wei så onsdag på, da hans b-prøve fra en dopingkontrol ved VM i Danmark i august blev åbnet og analyseret.

Verdensranglistens nummer et i herresingle risikerer en karantæne, der vil ryste både badmintonsporten og hans hjemland Malaysia.

Sportsorganisationerne i Malaysia har tidligere offentliggjort, at en af nationens sportsstjerner var testet positiv i en dopingkontrol, og rygterne har peget på Lee Chong Wei.

Onsdag var han i Norge for at overvære analysen på et laboratorium i Oslo.

Resultaterne af analysen skulle komme allerede torsdag, og her kan Lee Chong Wei få dem oplyst hos det internationale badmintonforbund (BWF), som har danske Poul-Erik Høyer som præsident.

Lee Chong Wei vandt sølv ved VM i Danmark, hvor han besejrede danskeren Viktor Axelsen i semifinalen.

Ifølge medier i Malaysia er Lee Chong Wei blevet testet positiv for et anti-inflammatorisk middel.

32-årige Lee Chong Wei bliver regnet som en af de største spillere i historien i herresingle.

Han har vundet langt flere Super Series-turneringer end nogen anden spiller. Men ved de helt store turneringer som OL og VM har det kinesiske fænomen Lin Dan ofte besejret ham i finalen.

Lee Chong Wei skulle i sidste måned have deltaget ved Denmark Open, men det malaysiske badmintonforbund meldte afbud for ham med begrundelse i, at han var træt efter en lang sæson.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.