Verdens nummer 118 sender Wozniacki ud i Doha
Caroline Wozniacki tabte til Elena Vesnina og går glip af kvartfinalen ved WTA-turneringen i Doha.
Caroline Wozniacki tabte til Elena Vesnina og går glip af kvartfinalen ved WTA-turneringen i Doha. Arkivfoto.
Caroline Wozniacki tabte til Elena Vesnina og går glip af kvartfinalen ved WTA-turneringen i Doha. Arkivfoto. Foto: Rick Rycroft/AP


Tredje kamp blev endestationen for tennisspilleren Caroline Wozniacki ved WTA-turneringen i Doha.

Onsdag måtte hun se sig slået i tre sæt af russeren Elena Vesnina, der vandt 7-5, 5-7, 6-3 efter to timer og 40 minutters spil.

Efter en skuffende sæsonstart havde Wozniacki chancen for at lave et godt resultat i Doha, men den plan blev spoleret af verdens nummer 118.

Wozniacki fik en dårlig indledning på kampen og blev brudt allerede i kampens første serveparti.

Danskeren manglede timing under de blæsende forhold, og russeren tog initiativet med en mere aggressiv facon.

Det gav Vesnina endnu et servegennembrud til stillingen 4-1, og herefter kom træner Piotr Wozniacki på banen for at give en peptalk.

Den hjalp i første omgang. Wozniacki brød Vesnina til 2-4, og selv om hun atter kom bagud med to servegennembrud ved stillingen 2-5, kæmpede danskeren sig tilbage og bragte balance til 5-5.

Men blot for at gå helt ned i partiet efter, hvorefter Vesnina i tredje forsøg havde succes med at serve første sæt hjem til 7-5.

Danskeren kom bedre fra start i andet sæt, hvor hun bragte sig foran 3-1. Hun havde dog fortsat besvær med at holde stabilitet i spillet, og Vesnina kom helt tilbage og udlignede til 4-4.

Vesnina brød derefter med et rent parti til 5-4, hvorefter hun kunne serve kampen hjem. Wozniacki viste dog endnu en gang vilje og fight og udlignede til 1-1 i sæt.

I tredje sæt var Vesnina til gengæld for stærk, og det var russeren, der tog de største chancer ved at hamre til bolden.

Wozniacki var langt mere defensiv og blev presset langt tilbage bag baglinjen, mens Vesnina med kraftfulde slag kunne udplacere danskeren og snuppe sejren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.